Onsdag blev spændingen udløst, da årets Commercial Excellence Award, som Dansk Markedsførings repræsentantskab står bag, blev uddelt.  

21 specialer er blevet målt og vejet af årets jury, der sendte hovedprisen – og 25.000 gode danske kroner – afsted til Nikolaj Theill Frandsen og Martin Kvammen, der på Copenhagen Business School, CBS, har begået specialet ”The Influence of Crisis Management on Customer-Based Brand Equity During Different Corporate Crises”.

Ifølge CBS-professor Thomas Ritter, der har været medlem af årets jury og som sidder i Dansk Markedsførings repræsentantskab, er der tale om et speciale, som både teoretisk og praktisk er i særklasse.

Årets jury

  • Thomas Ritter, Professor of Market Strategy & Business Development, CBS
  • Klaus Grunert, Professor, Centre Director & Head of Section, Aarhus Universitet
  • Kristian Krapper, direktør, CitNOW Northern Europe
  • Carsten Wandorf, CEO, Fritz Schur Consumer Group
  • Jens Thrane-Møller, CEO og Partner, Marketsquare

Vinderspecialet stiller skarpt på, at virksomheder i dag i stigende grad risikerer at havne i kriser, da nyhedsbilledet er voldsommere og går hurtigere end tidligere, mens antallet af ”fremtrædende” interessenter samtidig er voksende. 

– Som erhvervsleder kan man bruge dette speciale til at reflektere over, om man har tænkt sig om eller skøjtet hen over forskellige problemstillinger, siger Thomas Ritter.

Specialet kombinerer således brand management og krisestyring med en metodologisk tilgang, der åbner for kvantificering af relevante emner på sociale medier og i mere klassiske medier under en krise.

– Det geniale er, at de kigger på forskellige kriser, der er afsluttet, og som vi kender resultaterne af. Og det understreges, at der ikke kun er én, men mange forskellige kriser – og at man skal reagere på mange forskellige måder. Det bliver sat ind i et flowdiagram, hvor de studerende meget konkret fortæller virksomhederne, hvad de bør gøre, siger Thomas Ritter.

Det er anden gang, at Commercial Excellence Award uddeles. Prisen gives til en afhandling, der fører til konklusioner eller anbefalinger om, hvordan en virksomheds kommercielle aktiviteter kan forbedres, så virksomhedens samlede resultat forbedres.

– Vi håber, at prisen og det faktum, at det er den virkelighed de studerende møder efter endt uddannelse, kan føre til et øget fokus på universiteterne på Commercial Excellence. Faktisk er der i år startet en ny overbygning på Aarhus BSS, som har udgangspunkt i Commercial Excellence, siger Kristian Krapper, der er medlem af Dansk Markedsførings repræsentantskab og direktør for CitNOW Northern Europe.

Mange af de hovedopgaver, der skrives på universiteterne, har et akademisk afsæt og fokus. Men med Commercial Excellence Award opfordrer Dansk Markedsføring de studerende til i stigende grad også at inddrage betragtninger om Commercial Excellence med teori og empiri.

Thomas Ritter slår fast, at man med prisen vil anerkende dem, der formår at gøre deres speciale brugbart, ligesom man vil hylde dem, der viser vejen i forhold til den kommercielle udvikling af virksomheder. Og her skiller årets vindere sig ud:

Støttet af Dansk Marketingforsknings Pris

Dansk Marketingforsknings Pris blev indstiftet i 1955 af Dansk Salgs- og Reklameforbund og HD-Klubben for Salg og Reklame. Fonden har gennem de sidste 60 år støttet det danske erhvervsliv ved at støtte forskningen inden for det afsætningsøkonomiske område med henblik på at sikre udviklingen af nye metoder og ny viden. Dansk Marketingforsknings Pris er partner på Commercial Excellence Talent prisen.

 

– Dette speciale har hele pakken. Perspektivet er, at du kan bruge nye datakilder og nye analyseværktøjer til at analysere noget gammelt, som er topaktuelt – og du kan nå frem til spændende indsigter, siger han. 

Udover hovedprisen på 25.000 kroner blev der onsdag uddelt to gange 10.000 kroner til Henrik Nielsen, der står bag specialet ”Local versus Global Positioning“ og Sebastian Hall Skjøt, som har begået specialet ”Kundetilfredshed og -loyalitet i banksektoren.”

Både Henrik Nielsen og Sebastian Hall Skjøtt har studeret på Aarhus Universitet.

Se og hør professor Thomas Ritter tale med vinderne om deres specialer i videoen herunder.

Læs mere om årets vindere og deres speciale i januar-udgaven af Markedsføring.