Radioguru, der drives og ejes af Palle Bo, vandt begge reklame-awards ved den nationale prisuddeling Prix Radio Awards i København i lørdags.
Han vandt således prisen for årets bedste landsdækkende radioreklame for ”TV 2 Armadillo Aften”, som også var nomineret til en pris ved VM i reklame, Cannes Lions 2011, tidligere på året.
Det er et spot for krigsdokumentaren Armadillo, der blev bestilt af TV 2 og sendt på Nova FM (det tidligere TV 2-radio) i dagene op til, at TV 2 viste den meget roste, prisbelønnede og omdiskuterede krigsdokumentar. 
Armadillo blev ikke blot vist som en almindelig dokumentar, da TV 2 slog på den store tromme før visningen med spots i tv og radio.  Efterfølgende blev filmen fulgt op ad debatter i studiet med soldater, politikere etc.
Radioguru og Palle Bo løb også med prisen for den bedste regionale radioreklame – ligesom i fjor. Denne gang var det et valgspot for Thyra Frank, der løb med hæderen.
– Hvis man skal lave en lokal eller regional reklame, der dur, så handler det om at skille sig ud. Årets vinder skiller sig ud ved, at man her kommer helt ind under huden på modtageren. Tekstforfatteren har her ramt fuldstændigt solar plexus på hele modtagerens følelsesregister, lyder det bl.a. i juryens begrundelse.
Du kan lytte til Radiogurus reklamespots på selskabets
hjemmeside. Du finder Armadillo-spottet næstnederst i listen over seneste nyheder. Thyra Frank spottet ligger som nummer fire
samme sted.  
Du kan læse meget mere om prisuddelingen og vinderne
her.