Danske bureauer har sendt 195 arbejder ind til Cannes Lions i år. Det er lidt færre end i fjor, hvor det blev til hele 212 danske bidrag.

De mest optimistiske danske bureauer – målt på antallet af indsendte arbejder – er i år:

DDB, 28

Uncle Grey, 27

Ogilvy, 20

M2Film, 11

McCann Copenhagen, 9

Robert/Boisen & Likeminded, 8

Samlet tegner disse seks bureauer sig således for 103 af de 195 bidrag.

Flest danske arbejder er der i år indsendt i Film med 29, hvilket dog er syv færre end sidste år – og i Media med 28. Også Outdoor er godt med: 26 danske bidrag i den kategori, og i Promo & Activation er vi repræsenteret med 24 bidrag.

Det er naturligvis endnu uvist om de mange danske indsendelser bliver vekslet til shortlister og løver, men en række danske arbejder har allerede tiltrukket sig international opmærksomhed i år, så måske er der grund til optimisme?

Coinoffers topper

En god håndfuld kreative arbejder skiller sig også ud – i hvert fald rent mængdemæssigt – når man nærstuderer Cannes-listen.

Først og fremmest McDonald’s Coinoffers fra DDB. Eller Coinoffers-familien, fristes man til at sige. Ikke færre end 15 gange er Coinoffers-arbejder indsendt.

Der er tale om Coinhunters-kampagnen, Coins for Clicks, Jackpot, Cointune og Become a Coin, som er repræsenteret i 7 ud af 16 mulige kategorier: Outdoor, Cyber, Direct, Media, Promo & Activation, Mobile og Creative Effectiveness.

Lige i hælene på DDB kommer UncleGreys farverige arbejde for Opel Adam – The Color Changing Car. Adam er indsendt 10 gange til 6 forskellige kategorier.

Med 9 indsendelser i fire forskellige kategorier lægger McCann Copenhagen sig med Happy Flag-stuntet for Coca-Cola på en flot tredjeplads på listen over mest indsendte danske bidrag.

McCann er dog skarpt forfulgt af Robert/Boisen & Like-mindeds Solar Charging Dummies for Spies (indsendt 8 gange til 5 kategorier) og Han Kjøbenhavn Collection 2012 – fra DDB og Spoiled Productions (indsendt 8 gange til 3 kategorier).

Desuden bemærkes:

– M2 Films Bussen for Midttrafik, som allerede har sikret sig indtil flere internationale priser. Bussen er med 6 gange i 4 kategorier.

– Spark Bold for Faxe Kondi fra DDB og Mindshare er indsendt 6 gange i 4 kategorier.

– The Scratch Poster for Urban Ears fra UncleGrey er med 6 gange i 3 kategorier.

– Sprite-arbejder fra Halbye Kaag JWT er med 6 gange i 4 kategorier.

Og Marabou-chokoladen med de 6.000 navne og ditto undskyldninger er ligeledes med 6 gange i 2 forskellige kategorier – dels signeret Ogilvy og dels signeret Starcom Mediavest.

Også andre arbejder optræder med ”flere ansøgninger” til løve-festen – herunder blandt andre Naked Communications’ Open Song Project for Nokia, Into The Arctic for Greenpeace fra Hello Monday og Call Me’s Tal Ordentligt fra Jangaard Mark & Ko, Isobar og LEAD Agency.

Du kan se listen med alle de danske Cannes-bidrag herunder (PDF).