London, uge 25 2012
På andendagen af LeWeb-konferecen blev der budt på et særligt Social Business track, hvor repræsentanter, der spændte fra non-profit organisationer, over luksusbrands og fødevarebrands til ”tech”, diskuterede deres tilgang til social business.
I strømmen af gode refleksioner og erfaringer fra blandt andre Kraft Foods, Adobe og Yves Saint Laurent, udmærkede diskussionen om sociale værktøjer – herunder ”social automation” – sig virkelig.
En diskussion som angiveligt bliver mere og mere relevant i kraft af den massive sociale og digitale tilstedeværelse blandt virksomheder.
Denne session var faciliteret af social medie profilen Jeremiah Owyang, hvor Luca Benini fra BuddyMedia og Rebecca Quinn fra Wildfire Interactive diskuterede ’the Power of tools’ og det essentielle her er hvorledes man opretholder det sociale og relationelle samtidig med, at man kontinuerligt vedligeholder sine platforme. Ser man på store brands, der har flere hundrede platforme, der skal vedligeholdes er værktøjer til at automatisere dette en gave. Men spørgsmålet er så bare om man ikke mister følingen med sine følgere og fans, hvis man har software frem for mennesker til at svare på henvendelser? Rebecca Quinn argumenterer for, at der var vigtigt at skelne mellem optimering og automatisering, hvor optimering stadig kan rumme det menneskelige og autentiske. Men Luca Benini mener derimod, at kunderne og brugerne er ligeglade, de værdsætter hurtig respons.
Personligt mener jeg, at man skal være meget forsigtig med at automatisere sin tilstedeværelse på sociale platforme. Netop fordi integritet er et rigtigt vigtigt element i at være social og i at skabe relationer. Dette er lige meget, hvor massive og omfattende ens tilstedeværelse måtte være.
Du kan læse mere om Jeremiah Owyangs tilgang til ’social automation her.
Til sidst kan jeg kun anbefale alle, der beskæftiger sig professionelt med den digitale verden at se nærmere på den mængde af materiale der er generet fra konferencen. Eller måske endda deltage næste gang i december i Paris.