Kan du huske 2005?

Hvis du kan, så ved du sikkert også, at Myspace på det tidspunkt var hot og verdens suverænt største sociale netværk.

Ja, det vil ikke engang være løgn at hævde, at Myspace på mange måder indvarslede den socialmedia-tidsalder, som vi i dag lever i.

Nu er 2005 jo en evighed siden i den digitale verden, og selvom alt det der med at dele billeder, yndlingsmusik og opdateringer via et socialt netværk for alvor blev allemandseje med Myspace, så magtede verdens første verdensomspændende sociale netværk på det tidspunkt slet ikke at bevare førerpositionen.

Myspace er siden blevet overhalet af opkomlingene fra Facebook, LinkedIn, Twitter etc., der i lyntempo tilbød nye muligheder, som Myspace var alt for langsomme til at reagere på. Og netværket har i al væsentlighed levet en meget stille tilværelse, siden Rupert Murdochs News Corp. i 2005 betalte den på det tidspunkt uhyrlige sum af 500 millioner dollars for det uden at få – eller gøre – meget ud af det.

Der groede således næsten mos på Myspace, som på det seneste har været et socialt netværk for de relativt få, men meget trofaste, brugere. I høj grad bestående af musikentusiaster verden over.

Derfor vakte det opsigt, da sanger, skuespiller og meget mere, Justin Timberlake, i juni købte selskabet for små 35 millioner dollar fra News Corp. sammen med medieselskabet Specific Media.

For hvad i alverden ville det umage par dog med Myspace?

Hidtil har det været meget sparsomt med oplysninger om dette, men nu er en video, der viser det nye Myspace, dukket op på nettet.

Ved første øjekast ser det ud til, at MySpace er blevet voldsomt moderniseret. Ikke blot designet har fået en ordentlig overhaling. Det samme gælder det sociale netværks funktionalitet.

– Det er veldesignet. Det ligner groft sagt en krydsning mellem en scrollende Pinterest og en Windows Mobile-startskærm med et drys Instagram spredt ud over de kvadratiske fotos. Det kunne ikke se mere 2012-agtigt ud, lyder det eksempelvis fra Claire Foss, der er PR- og Marketing Manger på socialmedia-bureauet Yomego i et blogindlæg på marketingmediet The Drum.

Hvad mener du? Kan det nye Myspace genoptage konkurrencen med Twitter, Facebook, Pinterest og alle de andre sociale netværk? 

Du kan se det nye design og høre mere om de nye funktioner i videoen i toppen af denne artikel.