Burger-giganten McDonald’s lægger emballage-stilen om i det nye år.
De karakteristiske røde og gule farver får således fremover selskab af en stribe pangfarver i lime, orange, lilla og turkis, og hele ”looket” bliver mere enkelt med store bogstaver i enkeltfarver som blikfang.
Den nye emballage introduceres også herhjemme i løbet af året, fortæller burgerkædens danske salgs og marketingdirektør, Mads Friis:
– Vi glæder os meget til at præsentere emballagen for danskerne. Emballagen bliver udrullet i USA netop nu og vil være fuldt udrullet på alle 119 markeder inden udgangen af 2016. McDonald’s er konstant i forandring til det bedre og gennemgår især i disse år en stor udvikling gennem modernisering, enkelthed og fokus. Både i forhold til vores forretning, mad, kvalitet, service og sourcing. Og det synes jeg, den nye emballage afspejler rigtigt godt, siger han.
Et brand med selvtillid
Det er ifølge det amerikanske branchemedie Ad Age tre år siden, McDonald’s pillede ved det globale design, og den proces, der ligger bag det nye look, tog sin begyndelse for et års tid siden.
Ikke færre end 15 designere fra syv forskellige bureauer fra alle verdensdele har deltaget i processen – ud af London. De syv repræsenterede bureauer er Leo Burnett (Tyskland), TBWA (USA), DDB (Hong Kong), Creata og Landini (Australien) samt Boxer og Forpeople (Storbritannien).
Farverne i det nye design har endda også fået deres egne navne: Passionate Purple, Optimistic Orange, Ocean Fresh Blue, Zesty Lime og Magical Magenta, og det nye design skal blandt andet signalere et brand med selvtillid:
– Vi serverer for flere end 69 millioner gæster globalt set hver dag. Hver eneste af dem får vores emballage i hånden, og en stor del af dem tager den med videre i gadebilledet. I Danmark alene serverer vi 160.000 måltider om dagen. Derfor er det helt essentielt, at vores emballage afspejler det brand, vi er, og gerne vil opfattes som – et strømlinet brand med selvtillid og fokus, siger Mads Friis.
Også mere bæredygtigt
Og det er ikke kun burgerkædens design, der er i fuld gang med at få en anden lyd, som man siger: Også på miljø og bæredygtighed arbejdes der løbende med forbedringer.
Der arbejdes fx på at reducere emballage-mængden og bruge genanvendelige materialer, hvor det det er muligt.
Et af de globale mål er at 100 procent af virksomhedens fiberbaserede emballage skal komme fra genanvendt materiale eller certificerede kilder i 2020, med en præference for FSC-certificerede kilder.
Tilsvarende arbejder man på at udvikle lettere og mindre typer engangsbestik.
Fx har kæden gjort skeerne til McFLurry mindre, så man har kunnet reducere vægten – og dermed brugen af plast – fra 5,1 til 3,8 gram pr. ske.