Microsoft er på vej i luften med nye udgaver af en stribe af softwareselskabets velkendte produkter – såsom Windows 8 og ny version af kontorpakken Office – og det har affødt nye tanker i marketingafdelingen.
Resultatet er et nyt – eller snarere opdateret – logo for softwarekæmpen.
Det nye logo minder således i høj grad om det gamle på tværs af dets to komponenter: Logoets skrifttype og symbolet.
Skrifttypen i det nye logo er Segoe, og det tidligere logos firefarvede symbol er bibeholdt. Dog i en mere ”firkantet” udgave.
Håbet er, at de fire farver i symbolet udtrykker Microsofts brede produktpallette.
Det nye logo kan allerede nu ses på Microsoft.com og i tre amerikanske Microsoft-butikker (i Boston, Seattle og Bellevue, Washington), og logoet bliver allerede nu anvendt i alle tv-reklamer globalt.
– De nye lanceringer er ikke blot endnu en udgave af vores velkendte produkter, men repræsenterer også en ny æra for Microsoft, og det er vores nye logos opgave at afspejle, at de indvarsler en ny begyndelse for os, skriver Jeff Hansen, der er general manager for brand strategi hos Microsoft i et blogindlæg.
Du kan læse mere om det nye logo her.