Wupti-Pede og hans Hash & Nøgler-univers skabte for nogle år siden kæmpesucces for hvidevare-webshoppen wupti.com. Kælder-fuskeren fra Hvidovre bidrog således ikke kun til et enormt kendskab, men også til at løfte kundetilstrømningen og salget hos Wupti.coms markant.

Allerede for et år siden kom det imidlertid frem, at den charmerende plattenslager skulle ”dø”, men reklamefilmene med skuespilleren Alexandre Willaume i hovedrollen som Pede fortsatte faktisk efter aftale frem til november 2013.

Og nu ruller så den første nye wupti.com-reklamefilm over skærmen. For Pedes fans måske nok lidt af en skuffelse – men for Wupti et nødvendigt skifte.

– Pede har givet os enorm opmærksomhed, men siden vi startede, har markedspladsen på nettet ændret sig markant. Høj underholdningsværdi er ikke længere nok. I dag er vi også nødt til at give folk mere rationelle grunde til at klikke på os, når vi dukker op som én blandt flere muligheder på fx Pricerunner, siger wupti’s adm. direktør Peter Gram Møller.  

Synliggøre USP’er

Derfor er et af målene med Wuptis nye reklame-figur – en tegnet, animeret figur med blå jakke og rød kasket – heller ikke at underholde, men derimod klart og utvetydigt at synliggøre webshoppens USP’er.

– Blandt andet budskaber om, at vi kan levere fra dag til dag, også i weekenden, hjælpe med at installere vaskemaskinen eller hænge fladskærmen på væggen, siger Peter Gram Møller.

Universet er enkelt og rummer den uheldige, tegnede, Preben og den hjælpsomme, animerede, Wupti.

– Den nye kommunikation fra Wupti.com har den lille elektroniske hjælper – eller digitale butler – der hedder Wupti  som omdrejningspunkt. Wupti signalerer nemt og hurtigt, så vi har et fantastisk navn, og det  har vi nu sat fysik på i form af en lille fyr, der lynhurtigt er på pletten, når du har brug for hjælp, siger kreativ direktør Viggo Thomsen fra Nørgård Mikkelsen.

Men der er et stykke vej fra Pede til Wupti?

– Det er er der. Og der er i øvrigt ingen tvivl om, at Wupti-Pede har vel været et af de mest kendte og elskede reklameuniverser nogensinde. Men kommunikativt var der brug for at gå mere taktisk til værks. Blandt andet fordi markedet og konkurrencesituationen har udviklet sig meget. Da wupti.com startede var de nærmest firstmovers på net-salg af tv-apparater og vaskemaskiner – men i dag konkurrerer de med webshops fra hele Europa.

Og figuren – hvorfor har han fx ingen ben?

– Jamen, vi har været igennem flere forskellige udseender. Han har fx haft en rød butterfly undervejs. På et tidspunkt var der også nogen, der mente, han var en pingvin, og så skulle han jo have næb. Men han er ikke en pingvin. Og med hensyn til ben, så har han undervejs også haft dét. Men vi endte med at droppe det, blandt andet fordi han med sit nuværende, svævende udseende signalerer, at han er lidt utålmodig. Og det må han gerne være – ideen er, at han er utålmodig efter at hjælpe, forklarer Viggo Thomsen.

Du kan møde den nye Wupti i reklamefilmen her.