Kylie Minogue har for nylig indgået en global samarbejdsaftale med undertøjsproducenten Triumph, der står bag Sloggi-brandet, og nu er den nye reklamefilm i luften.
I samme forbindelse får Sloggi-mærket koncertdebut, idet Kylie Minogue på eget initiativ har valgt at vise en filmsekvens fra reklamen ved sine kommende koncerter i Europa.
Kampagnen er sat i søen af det danske bureau STEPitUP, som oprindeligt startede som en skandinavisk initiativ, hvor Sloggis nordeuropæiske brand manager hyrede bureauet til at finde en velegnet kunstner til en nordeuropæiske kampagne.
Først hyrede man den norske artist Sandra Lyng til udrulning af kampagnen i Norge, men undervejs opstod ideen om et samarbejde med Kylie Minogue om en fællesnordisk kampagne, som efterfølgende har udviklet sig til en globale kampagne.
Der er således tale om co-branding kampagne, hvor Sloggi er medproducent af en ny film, som bliver en del af indholdet på Kylie Minogues YouTube-kanal, ligesom sangfuglen bliver medproducent af indhold, som undertøjs-brandet bl.a. kommer til at anvende i sin markedsføring på sociale medier.
Et integreret samarbejde
– Kylie er et ikon over hele verden og repræsenterer på mange måder de samme værdier som Sloggi. Kylie er ikke bare en døgnflue men et musikalsk ikon, der aldrig går af mode. Som jeg ser det, skal der et længerevarende samarbejde mellem et brand og en artist til, for at skabe en værdi der kan bidrage til at påvirke brand opfattelsen, fortæller Trine Egeberg, brand manager for Sloggi i Nordeuropa.
Til at få det hele til at falde i hak, har man samarbejdet med det danske bureau STEPitUP, som har gennemført indledende research og forhandlinger med kunstneren, ligesom bureauet kommer til at medvirke i optimeringen af de aktiviteter, som starter i november.
– Kampagnen her til november er kun første del – mange flere spædende ting er i vente. Det har været vigtig for os at vi ikke ”blot” fik nogle flotte billeder med Kylie Minogue, men at vi gennem kampagnen får fortalt en historie om, hvad Sloggi og Kylie står for – og får muligheden for at skabe noget anderledes og interessant content til vores forbrugere, fortæller Trine Egeberg der også afslører, at Kylie Minogue bl.a. har valgt at vise en filmsekvens under koncerterne på hendes forestående Europa-tour, hvor Sloggi er med på “lærredet” som product placement.
Et tiltag, som i øvrigt ikke var oprindeligt omfattet af co-brandingaftalen, men noget, som Kylie Minogue selv har valgt at gøre, oplyser Trine Egeberg.
Se Kylie Minogues film Sleepwalker her og få en forsmag på, hvad der er i vente med det nye samarbejde.