Det har aldrig været så svært at spå om fremtiden, som netop nu, siger Kenneth Brenøe, Trading Director hos Group M. Og det gælder i sagens natur også om media-spendingen i 2012.
– Verdensøkonomien og Sydeuropas tilstand, for nu bare at nævne to bagateller, fortsætter han. ”Og så hjælper det ikke ligefrem på det positive humør hos forbrugerne, at de stadig ikke ved, hvilke afgifter de kommer til at bære. Forbrugertilliden er dermed desværre stadig i bund, men det kan jo ændre sig.”
– Kigger vi på de enkelte mediegrupper, er følgende nogenlunde klart. Tv er stadigvæk en vigtig mediegruppe for de fleste annoncører, og vi forventer, at tv-spendingen vokser med lidt over 2 procent.
– Inden for tv, vil TV 2 miste dækningsevne, mens Viasat og især SBS vil vinde dækningsevne. Samlet set tror jeg, at tv-mediet svækkes, fordi det kræver flere TRP, altså penge, at købe samme kampagne som tidligere. Vi har allerede set, at TV 2 har meldt prisstigninger ud. De andre kommercielle stationer vil følge efter markedslederen.
– Radio-mediet kommer fra et lavt niveau, men har haft lange perioder med udsolgt på sendefladen. Radioen gør det bedre og bedre, og får sandsynligvis bedre muligheder i 2012. Så vi ser positivt på radio-mediets fremtid.
– Print-medierne over en bred kam er stadigvæk under pres. Og de er det primært, fordi der stadigvæk tabes oplag og læsertal, også selvom de fald ikke er så store, som de tidligere år. Print-husene kæmper fortsat med at knække nøden med at få betaling for deres indhold – også den del af indtjeningen, der kommer fra de digitale medier.
– Online-medierne står igen som den store vinder af omsætning. Inden for online-kategorierne er der dog forskellige discipliner, der rykker forskelligt. Det vil primært være Behavioral Targeting, search, sociale medier og Adexchanges, der vil trække væksten på online-medierne. Hvor i mod de ”almindelige” banner-kampagner vil vækste mindre. Og endelige tør jeg ikke afvise, at video på nettet får sit endelige gennembrud, slutter Kenneth Brenøe.
Samlet set ser Group M’s 2012-forecast således ud (pct. i forhold til 2011).
• TV, 2,6 procent
• Nettet, 8,3 pct.
• Radio, 5,7 pct.
• Biograf, 8,3 pct.
• Outdoor, 3,4 pct.
• GratisMedier, -0,3 pct.
• Aviser, -3,0 pct.
• Ugeaviser, -3,0 pct.
• Magasiner, -1,2 pct.
Samlet ændring: 2,2 pct.