Kundernes liv og hverdag spiller hovedrollen i DSB’s nye film, som er nogle af de første større resultater af samarbejdet med Togbureauet.
Navnet dækker over de to bureauer Nordlid og Konstellation & Republica, der under det passende alias-navn vandt DSB’s reklamebudget på 60 mio. kroner for efterhånden godt et års tid siden.
De første kreative tiltag kunne anes i form af en konkurrence på Facebook omkring jul, hvor den første film blev pre-lanceret.
Over 5.000 danskere involverede sig på det sociale medie og delte de deres egne historier om, hvem de gerne ville være mere sammen med – en positiv involvering, som DSB ikke just er vant med, når der postes på de sociale medier.
Men nu ruller de store kampagne-hjul for alvor ud over landet, og også i de nye kampagnefilm er kunderne inviteret til at være en del af set up’et
– På den måde fortælles en række historier om, hvordan toget og DSB bidrager positivt til at få mange menneskers hverdag eller fritid til at hænge sammen, siger direktør i DSB Kommerciel, Jan Sigurdur Christensen.
Menneskene bag togrejsen
Han kalder kampagnen ”en ny type kommunikation, hvor DSB går i dialog med kunderne om deres hverdag”.
– Strategien er i udgangspunktet: ”Glem toget’” Forstået på den måde, at det handler om kunderne i toget. Vi vil gerne vise nogle af de tusindvis af historier, der knytter sig til de daglige togrejser, siger Jan Sigurdur Christensen.
Målet er, lyder det fra DSB, at historierne i den enkelte film og i filmene tilsammen effektivt danner en større historie, der fletter sig sammen ligesom togsporene, der fletter sig igennem landskabet og bringer danskerne tættere sammen.
– Vi ønsker en effektiv og klimavenlig togdrift, og vi ønsker at få en prisstruktur, der gør det attraktivt at tage toget for alle, siger Jan Sigurdur Christensen og tilføjer:
– Derfor giver det god mening at være i dialog med kunderne og høre deres oplevelser og få inspiration.
Se tre nye DSB-film herunder.
Instruktion og produktion skyldes Meeto og Circus Alphaville.
Skilsmisse
Karriere
Skuespiler