I starten af marts fik TV 2 News nyt design, og fra i morgen aften følger flagskibet Nyhederne – samt Sport og Vejret – trop.

Det nye look er kreeret af TV 2’s egne, interne designere, med undtagelse af Vejret, som DesignIt har udviklet. Ambitionen er at sikre en tydeligt visuelt slægtskab imellem de kanalens subbrandsmen samtidig sikre et individuelt særpræg, der fæstner sig på nethinden af TV 2’s seere – og annoncører.

–  Virkeligheden og mediebilledet bliver stadig mere fragmenteret, og derfor er det vigtigt for os at fremstå som et samlet brand. Men også at identitetsmarkere de enkelte subbrands, både i forhold til seerne og i forhold til annoncørerne. Vi er jo en kommerciel kanal, siger Jesper Jul Mørch, der er designchef hos TV 2.

Designet bygger på de samme grundprincipper, hvor logo, typografi, farver og kloden som symbol er bærende elementer.

Nyhederne er flagskibet i konstellationen og har fået en rød klode som sit symbol.

– TV 2’s design-DNA er den røde farve, og med kloden som symbol cementerer Nyhederne denne position. Ligesom mikrofonhætterne i rød og hvid er en af TV 2’s stærkeste identitetsmarkører, er kloden det også. Og vi har arbejdet en del med tekstur og farve for at opnå glød og varme i udtrykket, siger Jesper Jul Mørch.

Fodbold-klode

Til Sporten er som symbol valgt en lys blå/turkis klode. Klodens tekstur er som en læderbold, og fortolkningen ligger naturligvis lige til højrebenet. Og sidst, men ikke mindst, er Vejret kommet til.

– Vejret har fået et radikalt nyt design, der er meget tættere på den virkelige verden. Der er gjort en dyd ud af at skabe et mere realistisk, levende og dynamisk design, hvor de bærende visuelle elementer er en grøn klode og isobarlinjer, forklarer Jesper Jul Mørch.

Der er desuden udarbejdet klare guidelines for TV 2’s informationsdesign. Det betyder, at alt, hvad der skal understøtte værternes formidling af statistik, tal, grafer og øvrig forklaringsgrafik, har fået et løft, der følger den overordnede designlinje.

Det nye design, som du kan se eksempler på over artiklen her, går i luften fra i morgen aften klokkn 19.00 sammen med TV 2’s nye og re-designede HD-nyhedsstudie på Kvægtorvet i Odense. 

Studiet er i øvrigt tegnet af den kendte studiedesigner Simon Jago, der også står bag nyhedsstudier hos tv-giganter som BBC, Al-Jazeera og Sky.