Natten til i dag dansk tid offentliggjorde net-mediehuset Yahoo sit nye logo.
Det er første gang i næsten to årtier, at virksomheden fornyer sig på den front, og i modsætning til så mange andre virksomheder, som gennemgår samme øvelse, har Yahoo fravalgt eksterne designere og bureauer til opgaven og i stedet selv designet logoet.
Og ikke mindst den navnkundige Yahoo-CEO Marissa Mayer siges selv at have haft fingrene i processen.
Forud for offentliggørelsen sendte Yahoo desuden hver dag i 30 dage et bud på det nye logo i luften – et stunt, der naturligvis var kreeret for at skabe masser af hype omkring processen, men nogen decideret bestseller er hverken processen eller resultatet blevet.
At dømme efter de mange kommentarer på online-magasiner og sociale medier som Facebook, hvor en fx skriver:
– Er det valgt ud fra en konkurrence i en børnehave?
Og en anden:
– Der var ikke noget galt med det gamle logo. Mayer er overvurderet.
Og videre:
– Hvem end der er ansvarlig for ledelsesbeslutningen om dette, aner intet som helst om design og branding.
Andre – på YouTube – kalder det katastrofalt, ”epic fail” og på Twitter mener en Justin Williams, at ”The new Yahoo logo looks like it got run through Alien Skin Eye Candy on Photoshop 4.0”…
Yahoos gamle logo – sammenlign med det nye i toppen af artiklen.
Chefen kan selv
Yahoo-CEO Marissa Mayer skriver på Tumblr (som hun og Yahoo i øvrigt købte for omkring 6,5 milliard kroner i maj) blandt andet følgende:
– I aftes afslørede vi det nye Yahoo-logo som afslutning på vores ”30 Days of Change”. Logoet har ikke været opdateret i 18 år. Vores brand, som jo repræsenteres af logoet, er vurderet til en værdi af 65 milliarder kroner, men selv om tiden var inde til forandring, så det er ikke noget, man bare gør uden at tænke sig om. (…)
– Personligt er jeg vild med brands, logoer, farve, design og især Adobe Illustrator. Det er en af de mest fantastiske softwarepakker, der nogensinde er lavet. Jeg er ikke professionel, men jeg ved tilstrækkeligt til at være farlig 🙂 (…)
– Så en weekend her i sommer smøgede jeg ærmerne op og dykkede ned i skyttegravene sammen vores designteam Bob Stohrer, Marc DeBartolomeis, Russ Khaydarov og vores trainee Max Ma. Vi tilbragte det meste af lørdagen og søndagen på at designe logoet fra start til slut, og vi havde det fantastisk sjovt med at vurdere alle detaljerne.
Her kan du se en film med de 30 dages forslag.
Og hvis man gerne vil nærstudere de mange forslag – som altså ikke blev valgt – kan man gøre det på Yahoos egen hjemmeside.