”Don’t mention the war,” belærer John Cleese de ansatte på et engelsk badehotel i et uforglemmeligt afsnit af Fawlty Towers, så vi undgår lige som ham behændigt at nævne Marius og København Zoo’s ”girafgate” i denne artikel.
Den handler nemlig om noget helt andet:
En kampagne for en ny øl fra det fynske bryggeri Albani, der i 2005 blev en del af Bryggerigruppen.
Bureauet Montdor har været fødselshjælper.
Kalle er på pletten
Den lille ny Giraf-øl har fået navnet Kalle, og det rammer lige ind i den populære øl-stamme fra det fynske bryggeri, forlyder det.
– Research har vist, at Giraf-brandet er særdeles kendt og vellidt – ja, ligefrem elsket. Men vi fandt også ud af, at den traditionelle Giraf Beer ikke appellerer til yngre øldrikkere. Den nye Kalle-øl har en lavere alkoholprocent og friskere smag, som gik rent ind i vores blindtest blandt unge odenseanere, fortæller brand manager hos Albani, Anders Hybholt.
– Derfor ville vi også have en lancering netop til denne gruppe – og det ved vi fra tidligere, at Montdor kan levere, fortsætter han.
Højtragende satsning
Lanceringen skete officielt 23. og 24. maj og bød på højtragende aktiviteter i den fynske hovedstad.
-Vi har været rundt med en tre meter høj girafplettet barnevogn, sat efterlysnings-sedler op i hele byen og har ”gemt” en fem meter høj plysgiraf i træer og på altaner i byen, lyder det fra forklarer Montdors direktør, Dion Guldbjerg.
– Vi har selvfølgelig også kørt traditionelle outdoors og lavet aktiviteter på cafeer og barer, hvor folk kunne smage den nye øl for første gang, fortsætter han.
Allerede inden Giraf Kalle kom i handlen fik den 2. pladsen ved Fynsk Bryg Dag, hvor seks fynske bryggerier afholdt ølsmagning.
Odense er Albani-land
Hos Albani ser man ”Giraf Kalle” som en vigtig udvikling af Giraf-brandet, der skal gøre, at det ikke kun forbindes med stærke øl.
– Vi har brugt de unge i hele udviklingsfasen, hvor de har bidraget med idéer, vi efterfølgende har videreudviklet på. Det er stadig tidligt i forløbet, men lanceringen har givet en masse omtale og slået fast, at Odense er Albani-land. Og omvendt, siger Anders Hybholt.
Hvis du vil se og smage Giraf Kalle, skal du – indtil videre – en tur til Fyn.
Men så er der også mulighed for at spotte Kalle i gadebilledet. Han er fem meter høj, almindelig til slank af bygning og har meget karakteristiske pletter.