Vestas’ strategi om at skabe stærk fremgang i både omsætning og indtjening har fået endnu et dramatisk knæk. Selskabet er i dyb krise, og det kommer efter alle solemærker til at koste mellem to og tre tusinde ansatte jobbet. Mere end hver tredje af de godt 22.000 ansatte i Vestas arbejder i Danmark.
Sparekniven ventes især at ramme beskæftigelsen på fabrikker i Danmark og Spanien. Vestas har ni fabrikker i Jylland, bl.a. Lem, Ringkøbing og Varde. Men de ansatte på hovedkvarteret i Aarhus må også regne med fyringer.
Vestas vælger formentlig ligeledes at indskrænke på det vigtige vækstmarked i USA. I staten Colorado har koncernen fire store fabrikker.Eksperter peger på, at selskabet over en bred kam har bygget for store fabrikker rundt om i verden, uden at tilstrækkelige ordrer er rullet ind.
På torsdag i næste uge meddeler Vestas’ pressede koncernchef Ditlev Engel, hvor massefyringerne, der skal spare 1,1 milliarder kroner på omkostningerne, vil ramme. Dermed kommer bemandingen i vindmølleselskabet sandsynligvis ned på cirka 19.000 ansatte.
– Jeg tror, at planen vil indeholde mange afskedigelser i Danmark og Spanien, som er to af de steder, hvor Vestas er meget omkostningstung. I de seneste to fyringsrunder har det primært været ansatte i produktionen, der har stået for tur, så derfor tror jeg, at turen nu desværre også er kommet til de ansatte i hvide skjorter, siger aktieanalytiker i SEB Enskilda, Daniel Patterson.
Business.dk