– Vi går hele tiden frem i oplag, og hvis udviklingen fortsætter ender det med, at vi bliver det næststørste ugeblad i Danmark. Ikke nødvendigvis større end Se og Hør, men i hvert fald større end Billed-Bladet.
Vurderingen kommer fra Bo Andersen, chefredaktør på Her & Nu, Egmonts eneste kulørte ugeblad. De tre andre blade på ugebladsmarkedet Se & Hør, Billed-Bladet og Kig Ind er alle en del af Aller-koncernen. Kig Ind blev kun skabt for at lave konkurrence til billigugebladene, da Egmont for tre år siden gik ind på markedet, der på det tidspunkt var totalt domineret af Aller-udgivelser.
Ifølge de seneste kontrollerede tal fra Dansk Oplagskontrol er der dog stadigvæk knap 40.000, som adskiller de to blade i oplag, men udviklingen inden for ugebladsmarkedet er tydelig nok. Se & Hør og Billed-Bladet mister oplag – og dermed læsere – til de billige ugeblade Kig Ind og ikke mindst Her & Nu, der siden deres start i 1997 har haft en pæn oplagsfremgang.
Bo Andersen tror, at Her & Nu’s succes hænger sammen med, at bladet er bedre end de tre konkurrenter.
– Vi går frem i oplag, fordi vi laver det bedste blad. Vi lægger stor vægt på billederne og på lange interviews, siger Bo Andersen, der tror, at prisen har stor betydning, når folk skal købe ugeblad. Her & Nu og Kig Ind koster 10 kroner, mens de to konkurrenter ligger på priser over 20 kroner.
Hos Billed-Bladet er man ikke bange for konkurrencen fra Her & Nu. Her går man derimod og drømmer om at blive større og helst det største på markedet.
– Billed-Bladet skal være det største billedugeblad i Danmark, siger Anders Thisted, chefredaktør på Billed-Bladet. Han mener, at det er naturligt at miste noget af oplaget, når der melder sig nye, billige konkurrenter på markedet.
– Men vi har mange faste købere, der ikke slipper bladet så let.
Kampen er ikke kun mellem billigbladene indbyrdes. En andet konkurrent er formiddagsbladene, der ifølge Anders Thisted mere og mere ligner ugeblade.
– De skuespillere, hvis lykker og glæder, vi havde for os selv for 10 år siden, optræder nu jævnligt på forsiderne af Berlingske Tidende og JyllandsPosten. Hvis vi alle sammen skal slås om den samme mark, bliver det kun de stærke, der overlever. Og det bliver ikke Billed-Bladet, som kommer til at bøje sig, siger Anders Thisted, der ikke tror, at prisen er noget, man skal konkurrere på.
– Man skal lave et godt blad, der er de penge værd, det koster. Billigbladene sælges for 10 kroner og de er ikke mere værd.

VæRST FOR ALLER
At de dyre ugeblade er begyndt at tabe terræn til de billige kommer bag på Peter Ottesen fra medieburauet Carat. Hans forklaring er, at prisen åbenbart har været et større parameter, end han havde regnet med. Det er dog tvivlsomt hvor meget fremgang billigugebladene har tilbage.
– Markedet er forholdsvis stabilt. Hvis Her & Nu og Kig Ind skal gå frem skal de fortsætte med at tage fra Billed-Bladet og Se & Hør, for der kommer ikke flere læsere, siger han.
Totalt set har ugebladene dog fået knap en halv million flere læsere efter, at billigugebladene blev lanceret for tre år siden. Billigugebladene har dog et læserproblem, som Peter Ottesen betegner som en hængekøjetendens med mange unge og ældre læsere, der ofte er ustabile kunder. De dyre ugeblade rammer Danmark mere bredt.
Som annoncekøber er det ikke oplagstallene, men læsertallene som er interessant. Her har de dyre en klar fordel. Hvert nummer af Kig Ind og Her & Nu bliver i gennemsnit læst af cirka tre personer, mens Billed-Bladet og Ser & Hør har næsten en læser ekstra pr. blad.
Peter Ottesen mener, at situationen ser værst ud for Aller, der med lanceringen af Kig Ind er begyndt at hugge kunder fra deres dyre blade. Samtidig har bladkoncernen også problemer med deres familieugeblade, hvor de har bladene Familie Journalen, Ugebladet Søndag og Ude og Hjemme.
– På tre år har den bladgruppe mistet 16 procent af deres læsere. Fremskriver man den proces er der ingen tilbage i år 2013, siger han.


Kontrollerede Oplagstal for følgende Ugeblade:


Bladets navn 1′ 1996 2’1996 1’1997 2’1997 1’1998 2’1998 1’1999

Billed Bladet 227.664 239.063 231.484 207.866 207.179 197.781 189.571

HER og NU – – 139.825 130.253 147.056 161.551 152.040

KIG IND – – 112.771 77.616 95.195 115.653 100.092

SE og HØR 315.083 325.200 319.270 287.698 277.644 271.036 248.340