Mediehuset Herning Folkeblad og den grafiske virksomhed OTM Avistryk på Industrivej i Ikast har indgået en samarbejdsaftale. Herning Folkeblad sælger pr. 1. januar 2005 sin godt to år gamle rotationstrykpresse til OTM, og i samme forbindelse indtræder Herning Folkeblad som en central aktionær i virksomheden i Ikast. Direktør Thorkil Christensen fra Aars Avis fortsætter som bestyrelsesformand, og i den nye bestyrelse får Herning Folkeblads direktør Alex Nielsen sæde som næstformand.
Det nye midtjyske stortrykkeri skifter i samme forbindelse navn til OTM Avistryk Herning-Ikast. De to virksomheder producerer tilsammen op mod 80 faste ugentlige avisudgivelser, og dette sammen med en række civile trykopgaver gør, at omsætningen forventes at passere 90 mio., når den endelige sammensmeltning har fundet sted. Herning Folkeblads trykkere og pakkeri-personale – i alt 21 medarbejdere – flytter med til Ikast.