LONDON: Fredag aften tonede lille Danmark nydeligt frem på det europæiske reklameatlas, da Leo Burnett, McCann, Ulrik Jensen Film & O&M hver især kunne drage afsted med intet mindre end fire stk. af de dekorative Eurobest statuetter. Således blev den danske delegation kun mistænkt for at være tyskere to gange under den højtidelige ceremoni.
Eurobest kunne i år notere en rekordstor tilslutning med 3760 indsendte arbejder. De 141 var fra Danmark, som kvitterede med at snuppe 4 af de forjættede statuetter. De fire danske vinderbureauer var Leo Burnett med “Rute 180“, der også vandt årets SpecialArnold, Ulrik Jensen Film, Vejle med Afga’s undervandsfilm, der vandt bronze i Cannes & O&M’s testfilm for Miele, der ligeledes fik sølv i Cannes. I Outdoor-kategorien vandt McCann Copenhagens “cykelsaddel“, fotograferet af Steen Larsen, for Lätta og Van den Bergh foods.
GULD TIL MARGARINE- OG DETAILHANDLERE
– Ialt fire meget fine og enkle ting, som vi godt kan være stolte af, udtaler Lars Busekist, der er en af hovedkræfterne bag “Rute 180“ kampagnen, til Markedsførings korrespondent i London.
– Det er dejligt at se at det bærer frugt, når kunder er modige, og dermed mener jeg ikke kun i prissammenhæng. For Rute 180’s vedkommende har det også været en mærkbar kommerciel succes, så tingene hænger heldigvis sammen.
– Sjovt nok er alle 4 vindere at finde blandt de såkaldte “tunge kunder“. Margarine- og detailhandlere står som regel ikke forrest i køen, når det gælder kreative løsninger… Det virker som om det kreative forår er på vej i Danmark, slutter Lars Busekist, der i øjeblikket free-lancer i både Danmark og Europa efter han forlod jobbet som kreativ direktør hos Leo Burnett i efteråret.
ENGLAND & HOLLAND RULES
Apropos efterår er det ihvertfald ikke det, der præger de kreative teams i England og Holland, der løb med henholdsvis 16 & 15 Eurobest dekorationer. De to lande tog sig også af Grand Prix’erne. Englands BMP/DDB i film kategorien med deres fremragende film for VW Polo og TBWA, Amsterdam med en Samsonite kuffert annonce, der også vandt guld i Cannes. Outdoor Grand Prix’en gik til JWT/Portugal og en lille smule til Danmark – det var nemlig for Lego.