Hi-Fi Klubben vil styrke online-tilstedeværelsen og har valgt digitalbureauet Creuna til at eksekvere.
– Hele vores forretning er bygget op omkring vores store passion for god lyd, og det er netop denne passion, vores kunder også skal mærke og have glæde af på nettet, siger Mikkel Braae-Andersen, CMO, Hi-Fi Klubben.
Hvad skal Creuna bidrage med?
– Creuna skal hjælpe os med at bygge bro mellem de fysiske butikker og vores digitale kanaler, så lydentusiaster over hele landet oplever, at de ikke skal gå langt for at få den skræddersyede service, inspiration og kvalificerede vejledning, som de allerede kender fra butikkerne.
Det nye samarbejde skydes i gang med udviklingen af en helt ny digital platform, der med fokus på den personlige kundeoplevelse skal understøtte kædens stærke brand. Også kundeklubben – med sine imponerende 600.000 medlemmer – skal aktiveres endnu mere med nye digitale tiltag, der bringer dem endnu tættere på den suveræne lydoplevelse.
– Vi glæder os til at arbejde tæt sammen med Hi-Fi Klubben og hjælpe dem med at få deres passion for lyd til også brage igennem digitalt. Vi har store ambitioner sammen og ser frem til at skabe nye kreative digitale tiltag, der både skal styrke Hi-Fi Klubbens forretning og kundernes oplevelse, siger Lars Elkjær Andersen, Director, Clients & Sales, Creuna.