2008 var et ok år for PR-virksomheden Hill & Knowlton, der opnåede et bruttoresultat, der var 6 procent højere end i 2007, men samtidig faldt indtjening med cirka 900.000 kroner.
Hill & Knowltons administrerende direktør, Jens F. Kofoed, forklarer den faldende indtjening med ”en nødvendig tilpasning af medarbejderstaben til de økonomisk dårligere tider i 2008 og 2009”.
– Vi har tilpasset organisationen, og det koster altid på bundlinjen. Omvendt forventer vi også at komme fornuftigt ud af 2009, men der er ingen tvivl om, at vi også mærker den økonomiske afmatning, siger Jens F. Kofoed, som også er formand for Public Relations Branchen.
I den seneste tid har Hill & Knowlton kastet sig over nye brancheområder som energi og miljø, og PR-bureauet har været involveret i en række store internationale projekter, derfor forventer virksomheden at få travlt op til klimatopmødet i december:
– Vi mærker en stor interesse for klimatopmødet i København fra udlandet. Det er en stor international begivenhed, som optager rigtig mange, og det bør vi i Danmark udnytte bedst muligt til at sætte fokus på København, siger Jens F. Kofoed.
| Nøgletal | 2008 | 2007 |
| Bruttoresultat | 21.905.068 | 20.636.959 |
| Resultat før skat | 4.351.985 | 5.295.487 |
| Resultat | 3.262.955 | 3.958.363 |
| Medarbejdere | 23 | 23 |