“Det er så Gentofte“, fortalte jeg de gode venner fra Holstebro, lærerparret, som endelig var kommet til byen. Vi drejede netop fra Helsingørmotorvejen ind på Kongevejen mod København.
“Og om et øjeblik bliver det Dan Turells Vangede til højre og…“.
Men de hørte ikke efter. Begge sad de og så bagud, nysgerrigt måbende, som man jo har det for vane derovre i de jyske provinser.
“Jamen..“, lød det.
Jeg gjorde som dem, kiggede bagud i spejlet, der netop i dette øjeblik var fyldt ud i rent stålgrå, men sekundet efter afslørede den gigantiske betonklods og megaskiltene med McDonalds, Superleg, Ikea og så videre.
“Tegnet af Vandkunsten“, kom det nu fra den selvbestaltede hovedstadsguide, “og de er meget kendte og endda også meget anerkendte. Det er et butikscenter. Nyt. Kun Megastores“.
“Hvor er så de riiige?“, lød det vrantent, skuffet.
“Til venstre“, sagde jeg og pegede nonchalant ud over Gentofte Sø, “skal vi køre over og se på dem“.
“Ja“.
De gad overhovedet ikke se butikscentret. Og de nåede heller ikke at opdage, at det kaldes “Grimme Gentofte“ i folkemunde. (Kan man sige “folkemunde“ i Gentofte, for resten?).
Og det er vel ikke så underligt. Hvor findes den provinsby, de ikke har et tilsvarende center, beton på beton, med skilte så store som tekopper? Der er ikke rigtigt noget nyt i det, hvis man færdes i Holstebro, Vejle, Næstved eller Kolding. Men i Gentofte?
Det er det, der er selvmodsigelsen. Ordet Gentofte passer ikke sammen med noget så vulgært som et indkøbscenter. Hundige, Greve, Taastrup, Lyngby, ja, men ikke i kommunen, hvor det er villaerne, der skal ligne palæer, ikke butikkerne.
Så Tegnestuen Vandkunstens pragmatiske indkøbsmekka må ende som “Grimme Gentofte“. Ikke blot fordi man synes det er grimt, men først og fremmest for at understrege at Gentofte iøvrigt ikkeer det. Bestemt ikke. Gentofte er pænt. I alle ordets afskygninger.
Men heldigvis for Pæne Gentofte ligger Ikea, Superleg, McDonalds og alle de andre megastores, så man ikke belemres med synet af dem fra det rigtige Gentofte.
Heldigvis ligger butikkerne vest for Kongevejen og tæt på det Vangede, kun en Dan Turell kan elske. Der, hvor en masse almindelige mennesker har haft den uskik at slå sig ned. I lejligheder, bl.a. Man kalder det ikke grimme Gentofte. Bare Vangede.
Og selvfølgelig er centret provokerende bombastisk, irriterende pågående, vulgært, markkrigerisk og stinkende effektivt. Moderne butikker skal have plads, og det er sjældent muligt i pyntelige palæer eller pittoreske smøger.
Selvfølgelig er det fantasiforladt, at man må klaske gigantskilte med megalogoer op på facader og tage. Ellers kan vi ikke finde ud af, hvad bygningerne indeholder. Industri, rådhus, skole eller butikscenter? Danske arkitekter har ikke udviklet en selvstændig butiksarkitektur, hvor man uden videre er klar over, at her kan man købe ind, her er butikker. Alt ligner hinanden. Og det er synd og skam.
Men der bliver købt ind i Grimme Gentofte, gør der. Den pæne bydel henter TV, computere, møbler, vaskemaskiner og McFeast’er i så lårtykke stråler, at det ikke er til at opdrive en parkeringsplads for holdende biler i 400.000+klassen.
Forargelsen går ikke så langt, at folk bliver væk.
Det var ellers den nemmeste måde at få skiltene, facaderne og hele baduljen kørt nedenom og hjem på.
Men det er måske for meget forlangt?
Når enhver snotunge i Vangede ved, at vejen til rigdom går gennem ugens tilbud. Eller som mine jyske venner så rammende siger det, hver gang vi deler en Hancock i stedet for min vanlige Carlsberg: “Det er de rige, der har pengene“.