henrik@sigvardt.dk
Lørdag formiddag i Odense. Min kone trækker mig ind i en skobutik og efterlader mig forsvarsløs mellem hylderne, mens hun og børnene løber i alle retninger og kaster sig over de mange, nye modeller.
Jeg skal ikke have noget. Jeg skal bare vente. Efter et par minutter har jeg affundet mig med min skæbne og glider ind i den dvaletilstand, som mænd altid kan søge tilflugt i, når shoppingvirussen har rigtigt fat i
vores bedre halvdel.
– Hvordan går det med dine Lloyd-sko – er du stadig glad for dem?
Stemmen kommer fra en ekspedient, som jeg kender fra vores tidligere besøg. Som selvoptaget kunde tror jeg naturligvis, at han er kommet for at underholde mig, mens familien sprænger skobudgettet i den anden ende
af forretningen. Den antagelse skal vise sig at være helt forkert.
Da han spørger til mine sko, ser jeg automatisk ned på dem. Og der går faktisk et øjeblik, før det går op for mig, at jeg slet ikke har de sko på, han taler om. De står pænt derhjemme – men han kan altså huske, at
jeg har et par Lloyd.
– Jo tak, dem er jeg glad for, siger jeg.
– Ja, jeg spørger kun, fordi jeg har et par magen til dine stående på hylden derovre. I din størrelse. Og når du nu er glad for dem, du har, kunne det jo være, at du gerne ville have et par i reserve. De bliver jo
slidt efter hånden – selvom det er en god sko.
Jeg bliver selvfølgelig smigret over, at han både kan huske det rigtige mærke, den rigtige model og den rigtige størrelse. Og jo, jeg kunne godt bruge et reservepar. Men det er ikke de billigste sko. De er faktisk ret
dyre, tænker jeg for mig selv.
-De kommer forresten på tilbud i næste uge. Siger han henkastet. Tanken sætter sig langsomt men sikkert. Og jeg er i fuld gang med at overveje, hvordan vi får det timet, så jeg kan købe mine yndlingssko på
tilbud i næste uge, da han smasher ned på min banehalvdel.
-Vi kan også sætte dem på tilbud lige her og nu. Bare det par. Siger han og smiler venligt.
Det er næsten for godt o g jeg kan ikke sige nej. Jeg køber et par sorte Lloyd-sko i læder i str. 43 og har kun lige lagt tegnebogen væk, da min kone og ungerne dukker op ved kassen med favnen fuld af sko.
Hvad har du i posen?. Siger min kone overrasket. Du skulle jo ikke have noget?.
Næh, siger jeg. Og tænker, at jeg lige har oplevet et eksempel på det købmandskab, som vi med større eller mindre succes prøver at overføre til CRM-systemer, databaseprogrammer og fladskærme.
I teorien kan det godt lade sig gøre. Men min skotøjshandler bliver svær
at konkurrere med.