Årets danske højdespringer i Cannes var Liquidminds. Bureauet vandt en guldløve, en sølvløve og en bronzeløve, hvilket er sensationelt fornemt af en debutant.
Men før de awards vandt Liquidminds pitchen på opgaven foran en række store nordiske og langt mere meriterede bureauer, fortalte Gudrid Højgaard, turist-direktør hos Visit Faroe Island:
– Fordi Liquidminds leverede det bedste oplæg.
Så enkelt kan det siges, men modigt var det også at sige i en pitch, at smukke rustikke billeder ikke sælger billetter. Hvorfor ikke udfordre Google, der ikke havde afsat ressourcer til at placere Færøerne på Google Maps.
Det indlysende spørgsmål er derfor: Hvordan fik I idéen?
– Det hele startede med en workshop, hvor Per Klixbul, Cris Hodar, Mie Williams, Tór Verland Johansen og Bogi Henriksen og jeg skulle finde på en viral idé. Modsat hvad man skulle tro, så begyndte det ikke med et problem. Nærmere med løsningen, siger Rune Hørslev.
– Vi havde nemlig en idé om at placere kameraer på får og sende live. Det naturlige navn for sådan en aktivitet var naturligvis Sheep View. Det lød jo lidt som Street View, og da vi så opdagede, at der ikke var Street View på Færøerne, så var det lidt som et puslespil, der gik op. Google Sheep View var født.
Opfinderen og bonden iførte sig tænke-hatten
Hvordan fik I kameraer på fårene?
– Vi fik en Færøsk opfinder og en fårebonde til at arbejde sammen om et seletøj, der hverken tyngede eller generede fåret. Herefter gik det rimeligt let med at lokke fårene til os med mad og give dem et kamera på ryggen.
– Udfordringen var til gengæld at få kameraet tilbage igen. For man kan godt snyde et får én gang, men ikke to. Så det kostede en hele del 360 kameraer.
Hvordan fik I billederne fra kameraerne til Google Street View?
– Det var faktisk noget af en udfordring, for vi skulle have både GPS-koordinater og 360 billeder til at passe sammen og uploaded til Google.
– Løsningen blev at sætte en telefon til kameraet og sætte kameraet til at tage et billede i minuttet, som telefonen uploadede via Googles åbne API.
– Vi vidste reelt ikke, om det ville virke, før det første billede dukkede op på Street View. Det var et stort øjeblik at se det første billede live, fortsætter Rune Hørslev.
Først solceller, så skifte får
Uden mad & drikke… Løber batteriet ikke hurtigt tør for strøm?
– Vi lavede overdelen af seletøjet ud af tre små solcellepaneler. Det gav ikke nok energi til at holde det kørende for evigt, men det gav nok tid til at det kunne holde i et par dage.
– Fårene holder sig alligevel inden for lidt de samme områder, så efter en dags tid skulle vi alligevel skifte får. Så at sige.
Hvad var baggrunden for jeres måde at fortælle historien på?
– Til at fortælle og personificere historien hyrede vi skuespilleren Durita Andreassen. Vi ville gerne gøre det til Davids kamp mod Goliat. Den uskyldige færøske pige og hendes får mod gigantiske Google.
– At lave Street View med får et jo et umuligt projekt. Får kan jo ikke gå rundt i byerne, tunnellerne og på de store veje. Men hvis vi kunne fange verdens sympati og interesse for pigen og hendes projekt, så kunne måske overbevise Google om at de skulle komme.
PR-folk var på fra begyndelsen
Hvordan fik I historien ud i verden?
– Mange tror, at medierne bare opsnappede historien, og så løste det sig selv. Men det kunne ikke være længere fra sandheden. Vi havde tre PR-bureauer koordineret af Ehrenberg Kommunikation fra Danmark.
– Vi vidste, at med en så vanvittig historie, så ville troværdighed være alt. Før den virkelige lancering, solgte vi derfor historien ind til nogle af verdens mest troværdige medier.
– The Guardian, BBC og Washington Post. Præcis kl. 10 på lanceringsdagen kørte 10 taxaer ud til de største redaktioner i alle vores target markeder. Der fra gik det stærkt.
Hvordan reagerede Google?
– Da vi lavede Google Sheep View, frygtede vi, at de ville sagsøge os for at misbruge deres varemærke. Så vi tilføjede #wewantgooglestreetview for lige som at gøre det klart, at vi ikke ville konkurrere.
– Faktisk gik der kun en dag, fra vi havde lanceret, til de kontaktede os. Men vi skulle lige have den virale bold til at rulle færdig, før vi kunne fortælle verden, at nu kom Google faktisk for at gøre fårenes arbejde færdigt.
Kunden skal have nerver af stål
Hvad er den vigtigste ingrediens i kampagnens succes?
– Ekstrem tillid og nerver af stål fra kundens side. Atlantic Airways og Visit Faroe Islands troede så meget på idéen, at de satsede hele budgettet på, at den ville få presseomtale.
– Så vi havde ikke en eneste mediekrone til at fyre kommunikationen af. Det syntes jeg er vildt beundringsværdigt. Og så masser af hårdt arbejde. I case filmene gør vi jo alle sammen en masse for at gøre ting simple. I praksis var det en virkelig hård kamp, slutter Rune Hørslev.
Og resultatet ved Cannes Lions 2017 lød:
2 løver i PR:
Guld: Google Sheep View for Visit Faroe Islands – Liquidminds
Sølv: Google Sheep View for Visit Faroe Islands – Liquidminds
1 løve i Cyber:
Bronze: Google Sheep View for Visit Faroe Islands – Liquidminds
Danske bureauer vandt i alt 23 løver i år på baggrund af 46 shortlister og 273 indsendte cases.