Behovet for at udvikle og implementere ideer på tværs af medieplatforme og med stigende brugerinvolvering er blot nogle af de nye udfordringer, reklamebureauerne står over for.
Derfor valgte det københavnske reklame- og kommunikationsbureau Advance for nylig også at kigge i lidt mere utraditionelle retninger, da man for nylig skulle udvide staben i huset.
Fire nye folk er således trådt ind ad døren på Landemærket her efter sommerferien – og en af dem kommer såmænd fra spil-industrien.
Frederik Fusager hedder manden, som  kommer fra det danske spil-ikon IO Interactive, hvor han har arbejdet i syv år og blandt andet har fungeret som producer på Hitman og senest Kane & Lynch 2.
Adm. direktør i Advance, Jens Krog, siger at Frederik Fusager blandt andet er ansat, fordi han – i kraft af sine evner og erfaring som spiludvikler – står for at levere den interaktivitet og involvering, som bureauet også ønsker at opnå i sit arbejde for kunderne:
– Vi er rigtig glade og ret stolte over, at det er lykkedes at overtale Frederik til at skifte fra spil til kommunikationsverdenen. Han har rigtig mange erfaringer at trække på. Samtidig har han siddet med ansvaret for komplekse opgaver med 70 mand store teams – en kompleksitet vi oplever i mange af vores opgaver i dag.
Ud over Frederik Fusager – som har fået titel af projektleder – har Advance pr. 1. september ansat Mette Hørdum som kontaktchef og Tim Ustrup Madsen som AD’er.
Mette Hørdum kommer fra Public, og skal supplerer de erfaringer Advance har fra Elsparefonden, ITD og HK.
Tim Ustrup Madsen kommer senest fra & Co, hvorfra han blandt andet har erfaringer med tværmedielle løsninger, som blandt andet kommer i spil på en af bureauets store kunder, olie- og benzinselskabet Q8.
Og endelig er Stina Marie Omdahl kontraktansat til blandt andet at hjælpe med lanceringer af Legos store digitale satsning, Lego Universe, hvor Advance er lead agency.