Tobias Smidth-Fibiger forlader AdPeople og starter som Client Service Director hos Hjaltelin Stahl efter sommerferien.

Han tilfører dermed bureauet endnu mere cross-media-kompetence.

Tobias Smidth-Fibiger var medstifter og adm. direktør i otte år for det kreative digitale bureau Atmosphere Copenhagen, der senere blev indsluset i BBDO. Han har endvidere været kontaktdirektør på Kunde & Co og som nævnt senest på AdPeople.

– Jeg glæder mig utrolig meget til at starte på Hjaltelin Stahl, som jeg har fulgt tæt siden de startede. Jeg har stor respekt for deres arbejde og særligt deres cross-media tilgang, som jeg glæder mig til at blive en del af.

Endvidere har jeg tidligere arbejdet sammen med mange af HS-folkene, så jeg kommer helt sikkert til at føle mig hjemme fra dag et, siger Tobias Smidth-Fibiger.

– Vi er rigtig glade for at få Tobias om bord af mange årsager, ikke mindst fordi han også har en stærk digital baggrund. Vi har fuld damp på kedlerne i øjeblikket, og rigtig meget på de digitale platforme, så det er en styrke at den øverste kundeansvarlige har en stor indsigt her, siger Senior Partner hos Hjaltelin Stahl, Jens Peter Jensen.

Hjaltelin Stahl er vokset kraftigt i starten af 2014 på både medarbejderstab og kundeliste, hvor man bl.a. senest har hentet Niels Heilberg og vundet PostNord som kunde.

Men man har også lige afleveret Christian Reinhard til DDB, og om det siger Jens Peter Jensen:

– Vi har en periode lige nu, hvor vi oplever, at vores 10-årige tilgang til integrerede løsninger på alle platforme er stærkt efterspurgt. Derfor kan jeg godt forstå Pernille Gjøls har rekrutteret Christian til en central post på DDB, hvor han bringer nogle succesfulde indsigter med i bagagen.

– Men vi har altså garderet os ved at signe en rigtig stærk bureauprofil til Christians stilling som Client Service Director, så vi har A-kæden på plads efter ferien, slutter Jens Peter Jensen.

Tobias Smidth-Fibiger har en Bachelor i Business Administration fra University of Westminster i England og en Cand. Merc. eksamen fra CBS i København.