Trækker man sig væk fra sin forretning, får man somme tider rigtig gode idéer. Og det skete for Steffen Hjaltelin, da han vendte hjem efter en tre måneders orlov på den yderste ø i Asien sammen med familien.
– En fantastisk rejse, der rensede mit sind for daglig drift. Og hvor jeg hver eneste morgen vågnede i bambushytten, mens solen steg op over horisonten i udkanten af et azurblåt hav, siger Steffen Hjaltelin, den fritsvævende kalif i Hjaltelin Stahl-gruppen.
Det fortæller mig, at du vågnede for tidligt?
– Det er perspektivet, det drejer sig om. Igen og igen steg solen op – i sig selv tankevækkende – mens jeg i Danmark har vænnet mig til, at jeg vågner med en væg tre meter foran snuden. Det er funktionelt, men ikke den bedste grobund for visioner.
Danmark er et meget lille land
Og så tænkte du?
– Danmark er for lille til mig. Enten burde jeg trække mig helt tilbage, måske som en munk med visionen om at finde godhedens sti? Eller også burde vi ændre fokus i Hjaltelin Stahl gruppen.
Du valgte det sidste?
– Ja, som Konfutse siger: ”Hvis det er tydeligt, at ens mål aldrig kan nås, er det ikke målene, man skal justere, men handlingerne for at nå målet.” Hjaltelin Stahl gruppen er sat på jorden til noget større.
Og det er?
– Den digitale kreativitet er ikke alene det nye sort, det er universets største og mest betydende sorte hul. Alt forsvinder ind i det, og kommer genfødt ud på den anden side. Det er den anden side, Hjaltelin Stahl gruppen skal udforske.
Det har du folk nok til?
– Nej, men det får vi. Vi har allerede gode, dejlige og meget dygtige folk, men satsningen er global – for ikke at sige universel. Vi tager nu skridtet og køber Forsman & Bodenfors for at sikre den ekstra kreativitet, mens vi køber Mindshare ud af GroupM for at sikre de ekstra digitale muskler. Samlet set vil det sikre bedre kommunikation for de kunder, der ønsker at positionere sig universelt – ikke bare globalt.
Vi kender jo Bjørn Borg og Zlatan
Har I penge til det?
– Ja-ja, det fik vi. Jeg sendte Jens Peter (Jensen, red.) hjem til Thisted Bank & Sparekasse, hvor en af hans gamle skolekammerater er direktør. Han kendte jo Bjørn Borg i forvejen, og da Jens Peter viste ham Forsman & Bodenfors-filmen med Zlatan, var han parat til at ride mod nye horisonter.
Hvad siger konfutse til det?
– Han siger: ”Hvis du vælger en beskæftigelse, du elsker, skal du aldrig arbejde en eneste dag i dit liv.” Og han fortsætter: ”Uanset hvor du går hen, skal du have hjertet med.” Det kan man lære meget af.
Konfutse siger også: ”Vores største hæder er ikke at falde, men at rejse os igen”?
– Jeg har jo en plan B, nemlig at trække mig tilbage som munk på evighedens sti. Konfutse fortæller os nemlig også, at ”den der lærer uden at tænke er fortabt. Den der tænker uden at lære er i stor fare.” Jeg prøver at gøre begge dele, slutter Steffen Hjaltelin.
Markedsforing.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Jens Peter Jensen, den sunde fornuft i Hjaltelin Stahl gruppen, men han har venligt men bestemt nægtet at bidrage.