Julen handler om at give. Men desværre også om at tage.

For mens familien samles om træets grønne top, andesteg og gavebunker hos Moster Anna, åbnes døre i øde, mørklagte huse på klem for mulige indbrudstyve

Faktisk stiger antallet af anmeldte indbrud hvert år med over 50 pct. i december måned, men i år går Nabohjælp  – som Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden står bag – til kamp for julefreden med en anderledes løsning på det årlige problem.

Løsningen hedder ”Christmas Spotlights” og er udtænkt af reklamebureauet Hjaltelin Stahl, der dermed bevæger sig ud af den mere traditionelle reklameverden og over i innovationsverdenen.

– Det er virkelig en af den slags idéer, hvor man med det samme tænker, ”Hvorfor er det ikke gjort før?” Vi pynter jo vores huse med hyggelige julelys hvert eneste år – alt imens lys virker præventivt mod indbrud. Det var bare et spørgsmål om, at kombinere de to ting i en smuk og effektfuld løsning,” siger Martin Mohr, Group Creative Director hos Hjaltelin Stahl. 

Lad der blive lys

”Christmas Spotlights” består af en kraftfuld julelyskæde med en indbygget bevægelsessensor, som kan afsløre og afskrække uindbudte gæster på matriklen fra at begå indbrud.

Med andre ord, en snart 100 år gammel juletradition kombineret med nutidens sikkerhedssystemer.

Når lyskæden er i den såkaldte Decoration Mode, er pærerne dæmpede og spreder hyggelig julestemning i nabolaget. Men sker der noget uventet, aktiveres Protection Mode og lyskæden blænder øjeblikkeligt op for samtlige 20×60 watt halogenpærer, og afslører tyven, før han kan nå at klemme fingrene ned i kagedåsen.

Kan ikke købes – endnu

Lyset vil kunne ses hos de omkringliggende naboer, som efterfølgende kan holde ekstra godt øje med huset eller ringe til politiet og kontakte ejeren – og når alt igen ånder fred og ro, vender lyskæden tilbage til at opføre sig som hyggelig julepynt.

– Vi ved fra internationale studier, at lys med bevægelsessensorer gør livet surt for tyven, som ikke ønsker at blive set eller genkendt. Derfor har vi, sammen med Hjaltelin Stahl, opfundet, hvad vi kalder en indlysende innovation som supplement til at sikre de huse, der skal være alene hjemme i julemåneden, siger projektleder for Nabohjælp, Lone Harlev.

Og nej, desværre kære læser, du kan ikke købe kæderne i butikkerne.

I hvert fald ikke endnu. Foreløbig udlover Nabohjælp de fem eksklusive prototyper til fem heldige nabohjælpere.

Meeeen skulle efterspørgslen vise sig at være rigtig stor, hvilket noget allerede tyder på, hvis man ser på folks reaktioner på Facebook, vil parterne efter sigende overveje mulighederne for en større produktion til næste jul.

Filmen om ”Christmas Spotlights” har i skrivende stund alene på Facebook fået godt 1.700 likes, næsten 200.000 views og er delt over 350 gange.

Hjaltelin Stahl vandt Nabohjælp efter en bureaukonkurrence i august, og kampagnen her er det første resultat af samarbejdet.

Se filmen her.