På baggrund af et offentligt udbud mellem fem udvalgte bureaukonstellationer har Hjemmeværnskommandoen valgt Kunde & Co som ny bureaupartner. Samarbejdet baseres på Kunde & Co’s ”integrerede tilgang til kommunikation” og omfatter en række opgaver, herunder analyse, strategisk rådgivning, idé og konceptudvikling, mediestrategi og intern kommunikation til hjemmeværnets knap 50.000 frivillige:

– Vi er en stor og til tider kompleks organisation, som har behov for en stærk partner, der kan hjælpe os med at styrke og udvikle vores kommunikation til eksisterende og potentielle medlemmer, siger kommunikations- og rekrutteringschef ved Hjemmeværnskommandoen Adrian Tresoglavic om valget af Kunde & Co.

Samtidig har det været vigtigt at finde én partner, som kan varetage alle opgaver og hjælpe med at udvikle ”én samlet og konsistent kommunikationsstrategi for Hjemmeværnskommandoen”:

– Hos Kunde & Co har vi adgang til alle de kompetencer, som vi søger, og vi er overbevist om, at vi sammen med dem kan bygge videre på det store arbejde, vi over de senere år har lagt i at løfte kvaliteten i vores kommunikation, slutter Adrian Tresoglavic.

Hidtil har Advice løftet en del af opgaverne for Hjemmeværnet, og det har været en succes. Hjemmeværnets omdømme er forbedret. Nu tager den store ”arbejdsplads” så skridtet videre, hvor de eksterne behov koordineres med en større intern kommunikations-opgave, og det er denne samlede ”pakke”, Kunde & Co løfter de næste fire år.