For tredje år i træk er en annonce for Aalborg Universitets Center blandt de fem nominerede til Årets Danske Lokalannonce 2002, der vil blive kåret den 30. april i København. I år har en annonce fra universitetets store hjernekampagne ledt til en nominering. Grundtanken bag kampagnen er at AUC udvikler viden – viden som er skabt for og af mennesker – og derfor var hjernen oplagt at bruge i markedsføringen.
– Formålet med hjernekampagnen er at få folk til at blive i Nordjylland frem for at tage til Århus, forklarer AUCs informationschef Allan Clausen.
Det er Danske Dagblades Forening, der står bag uddelingen af Årets Lokalannonce. cnb