Nye kræfter på kundesiden betyder ofte også ændringer på bureaufronten, men sådan blev det ikke med Hjerteforeningen.
Bureauet Sunrise har nemlig tidligere hjulpet landets næststørste sygdomsbekæmpende organisation med kampagner som ”Elsk Hjertet”, ”Gør noget for hjertet” og ”Hjertesvigt”, og efter at have sonderet bureau-terrænet valgte en helt ny ledelse i Hjerteforeningen ikke blot at fortsætte samarbejdet med bureauet, men også at udvide det.
Bliver lead-bureau
Det udvidede samarbejde blev en realitet efter en del møder, hvor den nye ledelse hos Hjerteforeningen bad Sunrise om at gennemgå både strategier og kreative eksekveringer for de mange kampagner, som bureauet har hjulpet med i næsten 10 år.
– Det blev hurtigt klart for os, at Sunrise har styr på vores metier og fokusområder. De viste, at de forstår os, og at de forstår vores forretning – og så ved de, hvad det kræver at arbejde sammen med NGO’er og private organisationer, qua deres mangeårige erfaring på dette område. Det er vigtigt for os, og derfor var det naturligt for os at fortsætte og udvide samarbejdet, siger Søren H. Mohr, fundraisingchef i Hjerteforeningen.
Som lead-bureau skal Sunrise fortsat hjælpe med nye tiltag, strategi og kreativ udvikling på tværs af platforme – ligesom bureauet også skal stå for foreningens mange dialog- og lotteri-aktiviteter fremover.