
En udstoppet hjort udgør omdrejningspunktet i et anderledes reklamefremstød for to bitter-produkter, den velkendte Gammel Dansk og den ny-lancerede Asmund.
Kampagnen er opbygget som en in-store salgskampagne, der i løbet af efteråret turnerer rundt i 16 af landets største Kvickly xtra og Bilka-varehuse, og det er svenske V&S Distillers samt event- og oplevelsesbureauet PS Communication, der står bag.
V&S Distillers ønskede både en ny form og en anderledes stil, end den der normalt kendetegner virksomhedens kampagner.
Per Hedegaard fra PS Communication fortæller:
– Vi blev bedt om at udvikle et koncept med humor og en ”skæv” idé, og opgaven var at kommunikere, at Gammel Dansk og Asmund på den ene side er i familie med hinanden – og på den anden side er to forskellige produkter, som repræsenterer hvert sit univers.
For at få dét til at lykkes designede og kreerede PS Communication en in-store-installation bestående af to halvdele.
På den ene halvdel ser man en hjort, som står ude i naturen og stikker hovedet ind i en busk. På den anden side hænger hjortens hoved som et trofæ over kaminen i en dagligstue.
– På den måde signalerer vi, at Gammel Dansk repræsenterer friluftslivet, mens Asmund er en bitter, der kan nydes om aftenen foran kaminen, siger Per Hedegaard, som fortæller, at butikkerne rundt om i landet har taget imod installationen med åbne arme, selv om hjorten og dens omgivelser fylder hele 12 kvm.
Hjorten kan i de kommende uger opleves i en række af landets største Kvickly xtra og Bilka- varehuse, og der følger naturligvis fagkyndigt personale med, som tilbyder smagsprøver og kan fortælle om produkternes ingredienser og fremstillingsprocesser.