Topcheferne bør efterleve deres egne anbefalinger om en afdæmpet lønudvikling, som er en del af Vækstforums slutdokument. Det er budskabet fra finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) på dagen, hvor regeringen indleder det sidste møde med Vækstforums medlemskreds.
–Det er et problematisk signal, når topchefernes lønninger stiger stort, siger Claus Hjort Frederiksen til Berlingske.
Vækstforum består blandt andet af flere højtprofilerede danske direktører. I et udkast til Vækstforums slutdokument anbefales det, at “arbejdsmarkedets parter tilstræber, at den danske lønudvikling i en periode ligger under lønudviklingen på de nære eksportmarkeder”. Men samtidig er anbefalingen svær at “sælge” til lønmodtagerne, så længe topcheferne bliver ved med at forgylde sig selv, erkender ministeren.
–Det man prædiker for andre, bør man jo selv efterleve. Og dér vil jeg gerne henvise til, at regeringen allerede har vedtaget at gå fem procent ned i løn. Det bør være et forbillede for alle, siger finansministeren til Berlingske.