Fagforeningen HK har valgt Tribal DDB til at stå for udviklingen af en ny web-portal, der skal udvikles over de næste 5 år. Der er tale om en betydelig satsning, som bliver et omdrejningspunkt i HK’s elektroniske udvikling, og der er afsat et to-cifret millionbeløb til opgaven.
Tribal er valgt efter “en lille udbudsforretning” i konkurrence med to andre bureauer.
HK er allerede til stede på nettet, men den store forskel i den nye portal er, at den bliver interaktiv og intelligent. Det betyder, at portalen ved, hvem den kommunikerer med, når man er logget på.
– Mange af vores medlemmer er passive på den måde, at de har meget lidt med os at gøre. Gennem denne portal vil vi gerne skabe nogle flere muligheder for medlemsservice og give noget merværdi til medlemmerne. Vi vil også bruge portalen mere forretnings-strategisk i forhold til udvikling af loyalitet og branding. Vi forventer, at portalen vil blive integreret i hele organisationen og på sigt indgå i omstillingen af hele vores sagsbehandling og kundeservice til at foregå stadig mere elektronisk, siger Bjørn Borup, der er er sekretariatschef.
En af de ideer, der bl.a. arbejdes med, er muligheden for via HK’s lønstatistik at finde ud af, hvordan man ligger lønmæssigt i forhold til sammenlignelige personer.
– Vi har holdt nogle fokusgrupper om, hvilke ønsker vores medlemmer har til services, og løn var en af de klare topscorere, siger Bjørn Borup. fin
Tribal har herudover fået 5 nye kunder. Læs om dem i Markedsføring, som er udkommet i dag.