Mens medlemmerne i stor stil flygter ud af LO’s forbund, bliver LO-fagbevægelsen nu også angrebet indefra.
HK Kommunal Hovedstaden er således klar til at kappe de historiske bånd til LO-fagbevægelsen, skriver Politiken.
– Vores unge medlemmer synes ikke, Harald Børsting er cool, det gør mange af vi gamle heller ikke. Vi har svært ved at se Børstings visioner for velfærdssamfundet, svært ved at se, hvordan han kan stoppe medlemsflugten og give fagbevægelsen et moderne ansigt. Og så er han bare ikke god til at sælge billetter i medierne, siger Winnie Axelsen til Politiken.
Hun er formand for de 21.000 kommunalt ansatte HK’ere i hovedstadsområdet.
Som et første skridt på vejen mod det, der kan blive en historisk løsrivelse fra LO, forlanger Winnie Axelsen og hendes forbund en formel undersøgelse af, om hele HK Kommunal med fordel kan melde sig ind i den anden store hovedorganisation, FTF, der blandt andre organiserer socialrådgivere, lærere, pædagoger og sygeplejersker.
Harald Børsting vil ikke kommentere kritikken af hans personlige indsats. Men den faglige kritik er skudt helt ved siden af, mener LO-formanden.
– Vi har i den grad arbejdet med det offentlige arbejdsmarked og især med uddannelsesområdet. Og hele vejen igennem har HK selv deltaget i processen. Derfor kommer kritikken helt bag på mig, det er simpelthen ikke den virkelighed, jeg kender, siger Harald Børsting til Politiken.