Når danskerne om få uger bliver udsat for en ny kampagne fra Hennes & Mauritz, så bliver det i modsætning til alle andre steder uden den danske supermodel Helena Christensen. Hun er blokeret kontraktligt af Bestseller-koncernen frem til sommeren.
– Vi ville gerne have brugt hende, men det har ikke kunnet lade sig gøre, og derfor har koncernen måtte producere en kampagne med en anden model og et andet udtryk alene til Danmark, siger marketingchef Christel Friis-Mikkelsen.
Erstatningsmodellen er dog en anden kendt model – nemlig Ewa Herzigova. Der bliver tale om en klassisk kampagne, der kører i en relativt kort periode med stor synlighed i butikker, outdoor og dagblade, og der ligger ingen aftaler om fortsat anvendelse af Helena Christensen – eller Ewa Herzigova.
– Vi har brugt hende før, og det kan da godt ske igen, men der foreligger ingen konkrete planer om det, siger Christel Friis-Mikkelsen.
Hos Bestseller har Helena Christensen været brugt som ansigt for Vero Moda, men man er i gang med at lægge stilen om. Marketingchef Lene Dyhr har dog ingen kommentarer til den kontraktlige blokering af Helena Christensen.
– Hvad Hennes & Mauritz gør, er deres eget valg. Anvendelsen af Helena Christensen i Danmark har ikke været diskuteret, siger Lene Dyhr. fin