Normalt er NGO’er en del af godhedsindustrien og venligheden selv. Det skal dog ikke forveksles med, at NGO’er er uprofessionelle og sentimentale. Tværtimod, kunne man hævde, og det gør Tina Engberg faktisk.
Som kommunikationschef for Dyrenes Beskyttelse og tidligere strategidirektør hos Klausen + Partners har hun erfaring fra flere sider af bordet, og hun deltager i denne uge i den årlige International Fundraising Congress i Holland. Her samles NGO’er fra hele verden for at udveksle erfaringer i optimering af kampagner.
– Vi vil helt sikkert høste erfaringer, der kan give inspiration for mange danske marketingfolk, mener Tina Engberg, der de seneste to år har været medlem af dommerkomiteen i den danske Direct Marketingpris.
– Kravene til marketing ændrer sig i disse år. Tidligere købte mange hele brandingpakken hos bureauet. I dag opbygger marketing selv stærke strategiske kompetencer og sidder solidt for bordenden for at styre strategi og effekt, samt for at kunne orkestrere flere specialbureauer og samarbejdspartnere. Det har været NGO’ernes virkelighed i mange år, fordi vi ikke har råd til at købe alle kompetencerne hos eksterne partnere, siger Tina Engberg. 
– Efter i godt et år at have været ansvarlig for fundraising og kommunikation i Dyrenes Beskyttelse oplever jeg, at min opgave ikke er så meget anderledes end en salgs- og marketingchef i en kommerciel virksomhed. Jeg tror, at mange kommercielle marketingchefer kan lære af NGO’ernes måde at tænke marketing og kampagner på.
I Holland drøftes bl.a., hvordan man skaber indtægter via nye medier, som mobil og Facebook, hvor mange brugere har forventninger om gratis content. Medie-synergi er også interessant, når man arbejder i en verden, hvor hver udgiftskrone nøje skal overvejes.
– Og så min kæphest: Forbruger/donor-indsigt. Konkurrencen er hård i den danske indsamlingsverden. Vi er mange, der beder om penge til gode formål. Og selvom danskernes årlige bidrag til velgørende organisationer stille og roligt stiger år for år, så er der et loft i den enkeltes privatøkonomi. Så vores udfordring er at gøre os mere interessante og mere relevante end de andre NGO’er. Og også denne udfordring deler vi med de kommercielle brands, slutter Tina Engberg, der fortæller om læringerne fra Holland på mandag her på markedsforing.dk.