Bredbåndskanalen TV 2 Sputnik sender i dag, tirsdag den 7. februar, direkte fra høringen om Jyllands-Postens tegninger af profeten Muhammed. Høringen er arrangeret af TV 2s Go’ morgen Danmark og dagbladet Politiken, og den kan følges gratis på adressen www.sputnik.dk i tidsrummet klokken 16-18. Høringen foregår på TV 2/ Lorry med Ole Stephensen og Tina Nikolaisen som værter.
Til høringen sammensættes et panel, som repræsenterer de forskellige synspunkter i debatten, og som et tilstedeværende publikum kan stille spørgsmål til. Udgangspunktet for debatten vil være spørgsmålet “Hvordan kommer vi videre herfra?”
– Den islamiske vrede over Muhammed-tegningerne har bragt Danmark i centrum for den internationale debat, og TV 2 ønsker, at flest muligt kan følge den debat, som finder sted ved høringen. Det er en sag, som optager alle, og på grund af sagens vigtighed gør TV 2 Sputnik det gratis at følge høringen, hvad enten man ser med live eller efterfølgende ser høringen on-demand, siger TV 2 Sputniks projektleder, Endre Kjerstad.
Det eneste, der kræves for at kunne se høringen via TV 2 Sputnik, er et TV 2-login, der kan oprettes gratis.
Tirsdag aften klokken 21.25 sender TV 2 et sammendrag af høringen.