I en tid, hvor incitamentet til at handle bæredygtigt aldrig har påkaldt sig større opmærksomhed, har Dansk Kommunikationsforenings i Nordjylland besluttet sig for at leve op til det eviggyldige mantra ”walk the talk”.
Ud fra devisen om, at ren snak ikke gør det alene, har foreningen i samarbejde med Nordjysk Elhandel besluttet sig for, at et kommende møde om netop klima-kommunikation i sig selv skal afvikles, så miljøet påvirkes så lidt som muligt.
For samtlige deltagere udregnes således et gennemsnitligt CO2-aftryk i forhold til den transport, der medgår til at samle deltagerne til DKF’s arrangement.
Det gælder både forbruget fra flytransport, bilkørsel og den øvrige energi til opvarmning og lys, som Nordjysk Elhandel har tilbudt at købe CO2-kvoter for.
På den måde lever arrangementet op til et af kommunikationsbranchens vigtigste mantraer: der skal handling bag ordene om klimakommunikation, hedder det i en meddelelse om arrangementet.
På mødet taler i øvrigt Peter Wentzel Kruse, Senior Vice President, Group Communications fra Vestas Wind Systems, og Finn Mortensen, der er direktør for Klimakonsortiet og tidligere erhvervsredaktør på Berlingske, om at have klima øverst på den kommunikative dagsorden.