En rørende film-beretning om de kinesiske bryllups-markeder, hvor forældre til ugifte unge piger forsøger at ”sælge” pigerne til en passende ægtemand, vandt i sidste uge en af de blot seks eksemplarer af den særlige Glass Lion ved VM i reklame i Cannes – prisen, der hylder culture-shifting creativity.

Marriage Market-filmen er skabt af svenske Forsman & Bodenfors for skønheds-brandet SK-II, og nu er to’eren i serien #Change Destiny i luften – denne gang med Leo Burnett Singapore i den kreative front.

Den nye film – Dream Again – har stadig kvinderne i centrum, og som titlen antyder, handler det om at holde fast i sine drømme.

Filmen tager udgangspunkt i en omfattende undersøgelse, Global Dreams Index Survey, som Procter & Gamble gennemførte i maj blandt 5.484 kvinder i 14 lande på tværs af seks kontinenter.

Undersøgelsen viste, at halvdelen af verdens kvinder har givet slip på deres drømme og ikke føler sig tilfredse med livet. Især tallene fra de asiatiske lande var alarmerende: I Japan sagde 81 procent af kvinderne, at de havde droppet deres drømme.

Et eksperiment

Indsigten – at drømme forsvinder med alderen, og at voksne, der holder fast i deres drømme, er lykkeligere end de, der ikke gør – blev i hænderne på Leo Burnett Singapore og SK-II til et eksperiment, hvor en række kvinder bliver interviewet af en coach.

Men hvad kvinderne ikke ved, er at…ja, se selv i filmen under artiklen.

Markus Strobel, President Global SK-II, siger, at hele #ChangeDestiny-aktiviteten skal udfordre den opfattelse, at fødslen bestemmer vores skæbne, og hylde de kvinder, der overvinder deres grænser for at opfylde deres drømme:

– Ved på denne måde at opmuntre kvinder til at forfølge deres drømme og overvinde deres personlige og sociale grænser håber vi at inspirere flere til at ændre deres skæbne, siger han.

Den nye #ChangeDestiny-film har Leo Burnett, Singapore, som kreativt bureau. Grey Worldwide er kreativt bureau på out-of-home-delen, DeVries Global, Singapore, er PR-bureau og AOL/Be On er mediabureau og har stået for seedning af filmen.

Hent PDF om Global Dreams Index Survey-undersøgelsen som PDF under artiklen – og se filmen her.