Frelsens Hær hjælper de udstødte og man kan ikke undgå at nære en vis sympati for korpset, selv om de messingmusicerende officerer ligner statister i en film om fortiden. Hæren opstillede i gamle dage stativer på befærdede gader med en aflåst gryde, som man ifølge et skilt kunne ”holde i kog” ved at indkaste mønter. Nu om stunder gik det nok ikke an at have velgørenhedsbeholdere med rede penge stående natten over, men det er en anden historie.
Om verdensøkonomien kan tåle at stå ude vinteren over er uvist. Senest har eksperter advaret om en fimbulvinter af uhørt strenghed. Endnu taler medierne ikke om ”historisk lave frostgrader”. I stedet orienterer de om ”historisk høje oliepriser”.
Den ”historisk lange” sensommer har udskudt indkøb af fyringsolie. Forbrugerne gyser, når varmeregningen fnyser. Realistiske spådomme fremmer frygten for en sløj julehandel. Det hævdes, at der generelt er mange penge mellem folk. Men de fleste vil mærke, at et ton fyringsolie er faldet til omkring 8.000 kr., halvdelen er statsafgift, CO²-afgift og moms. I 1995 kostede 1000 liter godt 4.000 kr. Tabelfreaks kan checke på oil-forum.dk. Lønmodtagere skal altså tjene ca. 16.000 kr. for at holde radiatorerne i gang, heraf beslaglægger staten rundt regnet tre fjerdele i form af indkomstskat, afgifter og moms samt bidrag til den særlige verdensreligion, som bekender sig til troen på, at Jordens snarlige undergang er menneskeskabt og derfor kan udskydes ved betaling af aflad.
Banker, butikker og børshandlere holder nøje øje med forbrugertilfredsheden. Hvis befolkningerne føler sig velhavende og vil købe nyt køleskab i nærmeste fremtid, disponerer industrien optimistisk. Forventningen om større efterspørgsel stimulerer udbuddet, omsætningen og antallet af jobs stiger, og juleglæden besjæler og beriger os alle. Varerne gider vi ikke selv at fremstille, det har vi lavtlønnede kinesere til. Folkerepublikken, der er forvandlet til et ægte kapitalistisk land med vækst og velstan d, producerer mængder af konkurrencedygtige produkter, som sejles til USA med Maersks containerflåde og sælges i Wal-Mart. Kineserne får dollars til gengæld og har et enormt valutaoverskud. En del af disse midler investeres i amerikanske statsobligationer, hvilket er meget belejligt da USA har et gigantisk underskud på såvel statsfinanserne som betalingsbalancen. Lidt forenklet kan man sige, at Kina finansierer USA’s kostbare krigsindsats. Hvis amerikanernes køb af kinesiske varer daler, får Kina færre dollars, og så må USA foretage besparelser.
At det rabler for Det Hvide Hus og dets Muppet-show ved vi fra Berlingske Tidendes to gedigne korrespondenter. USA’s forbrugere tegner sig for en sjettedel af verdens privatforbrug. En privatøkonomisk opbremsning kan være helt ødelæggende for præsidenten, hvis ledertillidsindex er faldet dramatisk efter New Orleans og Plamegate.
Den moderne verdens nationalbanker har genereret enorme pengemængder i kraft af vedvarende ejendomsprisstigninger. Når køber er parat til at betale en vis sum for et hus, så er det den reelle pris i både op- og nedadgående retning. Der er pumpet billioner af dollars, kroner osv. ud i omsætningen i form af (næsten) arbejdsfrie indtægter og låneomlægninger. Et forrygende eventyr, men selv de bedste har en slutning, understreger Dansk Institut for Anvendt Pessimisme DIFAP.
Da Danmark har en relativt sund økonomi og høj forbrugerforventning, vil vi nok få en rimelig handel i de kommende otte uger og dermed adskille os fra mere skrøbelige stater. Flere EU-lande bøjer de fælles krav med enorme statsunderskud og favorisering af nationale virksomheder tilsat en passende dosis statistisk bedrageri på højt embedsmandsniveau. Ingen nævnt, ingen glemt. Den kønne konvergensregel om, at €-landenes kasseunderskud aldrig måtte overstige 3 % af bruttonationalproduktet, er anbragt på det storeuropæiske hittegodskontor.
Det er altså op til hin enkelte, dig og mig, at holde verdensgryden i kog. Handl! Et stort ansvar hviler på markedsføringen og de dertil knytt ede budgetter. Frist first! Hvis flere millioner voksne bestemmer, at kun børnene, der får julegaver i år, vil det skramme den globale økonomi. Kinamanden mister sin chance, Maersk mister fragten og Wal-Mart mister omsætningen. Kursen på amerikanske statsobligationer falder og så dykker USD og aktiemarkedet, og det kniber med militært materiel og mandskab til et fokusskift rettet mod Syriens diktator eller Irans onde atomånder.
Little Denmark er best friends med USA. Anders og George holder sammen, og USA’s økonomi er stadig ekspansiv. Ja, men nu bryder Ford og General Motors måske sammen. I gamle dage – der var den igen – sagde man, at hvad der er godt for General Motors, er godt for USA. Så gør det modsatte sig muligvis også gældende, og det vil være dårligt for verden og Danmark. Køb en Ford eller en Chevrolet til jul, det vil gavne den globale gryde.