Hold op med at være sjov. Og send dine ting ud om onsdagen.
Det er to af resultaterne af en undersøgelse ”Science of Sharing”, som den globale teknologivirksomhed Unruly netop har offentliggjort.
Undersøgelsen tager udgangspunkt i årets Super Bowl-reklamer og har til formål at give brands, annoncører og bureauer brugbar indsigt i, hvad de kan gøre for at optimere deres online video-kampagner.
Og den fremhæver blandt andet, at de to mest populære og mest delte af dette års Super Bowl-reklamer netop ikke forsøgte at få folk til at grine.
Ifølge rapporten er humor yderst subjektiv, og brands skal derfor være meget mere end almindeligt morsomme, hvis de vil nå et stort publikum (som i forvejen overdænges af reklamer, der forsøger at være sjove, men ikke er det, som det hedder i rapporten).
– De to mest populære reklamer fra dette års Super Bowl blev også delt flest gange på Facebook, Twitter og blogs, fordi de kaldte på anderledes følelsesmæssige reaktioner end de andre reklamer, hedder det i rapporten og videre:
– Reklamer skal give seerne stærke grunde til at dele – ideelt set mere end en enkelt ”emotional trigger”. Reklamer, der ikke gør det, har lave delings-rater, også selv om de måske kalder på stærke psykologiske reaktioner hos seerne.
Rapporten konkluderer også, at onsdag er den bedste dag at lancere en ny kampagne, der bygger på online video-content.
– Det er der to grunde til. For det første deles gennemsnitligt halvdelen af alle delte videoer mellem onsdag og fredag, og for det andet finder en fjerdedel af en videos totale deling typisk sted inden for de tre første dage efter launch, konkluderer rapporten.
De mest delte reklamer fra Super Bowl XLVII – Budweisers ”Brotherhood” og Ram Trucks ”Farmer” – kaldte på intens følelsesmæssig respons, herunder varme, glæde, stolthed og ærbødighed. De gav samtidig stærke grunde til at dele – herunder ”reaction seeking” og ønsket om, at andre skulle føle det samme omkring reklamens indhold som dem selv.
Du kan hente Unrulys rapport som pdf-fil under artiklen.
Se de to mest delte Super Bowl XLVII-reklamer her.