”Aluu, Jeg hedder Enok Energignuaq. Jeg er rigtig-go-energi-ingeniør. Og her er min asasara. Hun er flot”
Sådan lyder de første sætninger fra Enok Energignuaq (betyder den lille søde energimand på grønlandsk), der er stjernen i en ny række tv-reklamer, der skal få danskerne til at skrue ned for energiforbruget.
Filmene er en del af en storstilet kampagne fra Go’ Energi (tidligere Elsparefonden) som går i luften i dag.
I filmene møder vi den grønlandske figur Enok – i skikkelse af skuespilleren Brian Lykke fra DR2’s Krysters Kartel – som gør hvad han kan for at charmere sin ”dejlige dame”, og danskerne, med sin viden om, hvordan man holder på varmen.
– Humor er et fantastisk redskab til at fange folk og fortælle et budskab. Vi vil gerne fra start fortælle, at denne kampagne handler om alt det gode, vi får ud af at bruge energien mere effektivt. Derfor er Go’ Energi det gennemgående brand som både vores navn og slogan, siger sekretariatschef Henrik Teglgaard Lund fra Go’ Energi.
Kulde og klogskab
Kampagnen er udviklet i samarbejde mellem tre PeopleGroup selskaber: We Love People, RelationPeople og DialoguePeople, der hver står for forskellige dele af kampagnen.
– Enok-figuren forener alt det, vi gerne vil i denne kampagne. Vi vil gerne have en person, som folk forbinder med kulde og ikke mindst klogskab i at håndtere kulden. Han har sin forfædres visdom om, hvordan man udnytter varmen og samtidig en moderne tilgang som energiingeniør. Enok-universet gør det muligt, at vi kan kommunikere faglige og komplekse problemstillinger uden, at vi hverken taber opmærksomhed eller faglighed. Vi blander rationelle argumenter med følelser og emotionelle påvirkninger, siger kontaktdirektør Andreas Lange fra We Love People.
Det nye kampagneunivers breder sig i løbet af 2011 ud på en række platforme – herunder tv, Facebook, print og hjemmesiden GoEnergi.dk.
Rammer fra flere sider
Enok-universet bliver foldet ud i tv-reklamer over det kommende år, hvor kampagnen kører, og her vil en forskellige temaer blive introduceret efter en strategi, hvor danskerne fra flere sider bliver ramt med både viden og budskaber om ”Go’ Energi”.
På den måde spiller massekommunikation og fokuseret segmenteret kommunikation sammen.
– Når vi går ud med massekommunikation i tv-reklamer, så er det først og fremmest for at skabe interesse og motivation til at gå i gang. Enok skal plante tanken, ”Kan jeg også gå i gang med noget for bedre at holde på varmen”, og så skal vi på andre platforme følge op og stå klar med information, redskaber og gode råd. Samtidig rammer vi både håndværkere, boligselskaber og erhvervsliv, så det samlet trækker i den rigtige retning, siger Henrik Teglgaard Lund.
Se den første film her.
/embed>/embed>/embed>/embed>/embed>/embed>/embed>