Den hollandsk-ejede virksomhed Danerolles, der blandt andet producerer crossaint-dej, som sælges i en lang række lande, har efter en pitch besluttet, at danske Adnuvo skal aktivere brandets familieværdier i Skandinavien.

Det oplyses i en pressemeddelelse.

Ifølge selskabets Brand Manager, Tijmen Elbers, ønsker Danerolles at styrke brand-positioneringen i Skandinavien. 

Derfor skal Danerolles værdier kommunikeres til de skandinaviske forbrugere: Familie – varme, kærlighed og samvær – og enkelhed – kun få ingredienser og en enkel varmekilde er nødvendige for de bedste øjeblikke og godt selskab, forklarer han i meddelelsen. 

– Vi ønsker at få flere skandinaviske forbrugere til at blive inspireret af vores unikke brand. Adnuvo giver os de fordele, vi har brug for i forhold til at skalere vores ambitioner, siger Tijmen Elbers.

Han fremhæver desuden Adnuvos ”omfattende erfaring med at arbejde med FMCG-virksomheder.” 

Caroline Deichmann-Bendixen, Managing Director i Adnuvo, glæder dig over tilgangen af den nye kunde.

Over for Markedsføring oplyser hun, at bureauets arbejder primært vil være på de digitale kanaler, men sikkert også in-store.

– Vi skal producere et nyt skandinavisk-vinklet brandunivers med dertilhørende film-content, der kommer til at løbe over året, forklarer hun.

Aftalen, der blev indgået i december, løber i første omgang i hele 2021. Budgettet ønsker parterne ikke at oplyse.