Fornylig har man kunnet se håndboldpigen Janne Kolling anbefale dressinger fra Kraft på tv. Men realiteten er, at den slags film, hvor en stjerne lægger sit navn til et produkt er relativt sjældne i Danmark.

Man ser ofte danske skuespillere, der spiller roller i danske reklamefilm. Men sjældent, hvor stjernen lige frem anbefaler et produkt.

Og når det gælder Hollywood-stjerner, så ser man dem endnu sjældnere optræde for et dansk firma. Historier om honorarer i klassen tre-cifrede millionbeløb kan nok få de fleste marketingchefer til at droppe ideen, før den overhovedet er tænkt.

Men så langt væk er en Hollywood-stjerne ikke nødvendigvis. Det er i hvert fald det budskab som danske Claus Hjelmbak kommer med. Han har nu i en årrække opereret i Hollywood med eget firma, som under navnet Diamond Entertainment Inc. har specialiseret sig i at skaffe stjerner til kampagner.

Og nu har han besluttet sig for også at inddrage Danmark og Norden i sit virkefelt.

– En ting er de honorarer, som Hollywood-stjerner kræver for at optræde for amerikanske firmaer på det amerikanske marked. De svarer ikke nødvendigvis til de honorarer, de vil kræve for at optræde for et dansk firma på et internationalt marked. Honorarerne er selvfølgelig afhængige af produkt, virksomhed, ide og marked. Jeg er sikker på, at der er en stribe danske virksomheder, som godt vil kunne komme i nærheden af en Hollywood-stjerne – og i særdeleshed når man tager i betragtning, hvilken effekt, man kan opnå gennem anvendelsen af en sådan stjerne, siger Claus Hjelmbak.

Han peger dog samtidig på, at det ikke blot handler om at tage telefonen og ringe til en Hollywood-stjerne. Der hersker et ganske særligt miljø omkring dem, med et antal uskrevne regler som man skal kende, og hertil kommer, at man skal have de rette kontakter, hvis man skal have etableret en kontakt – og kontrakt – der kan fungere.

– Det gælder desuden også om at skabe det rette miljø omkring optagelserne. Vi taler om stjerner på godt og ondt. De kan sagtens klare sig uden honorarerne for en reklamefilm, og derfor gælder det om at sikre, at de føler sig veltilpasse i forløbet, siger Claus Hjelmbak.

Herhjemme har man for nogle år siden oplevet MD Foods anvende supermodellen Helena Christensen i mælkereklamer med et godt udbytte. Og fornylig kan et jyske firma og et lille jysk bureau melde om succes gennem anvendelsen af en stjerne. I dette tilfælde er der dog snarere tale om stor effekt for små midler.

Det gælder Jydsk Vindueskompagni, som fik skuespilleren Mads Mikkelsen til at optræde i en annonce i IdeNyt. Han havde købt vinduer gennem firmaet, som derfor fik bureauet Vester & … til at producere en lille annonce.

Mads Mikkelsen er dog så hot et navn, at den lille annonce gav anledning til en masse presseomtale, således, at den blev optrykt ganske gratis i Ekstra Bladet, Se og Hør samt Kig Ind, og desuden blev omtalt i flere radio-programmer.

– Normalt giver det god opmærksomhed at brug kendte, men at vi ligefrem kunne få annoncen vist andre steder end i IdeNyt havde vi alligevel ikke troet, siger Brian Vester fra Vester & …