Det er landets mest besøgte ejendomsmægler-hjemmeside, som homes kommende partnere får mulighed for at brande sig på. Det første partnerskab er med Faber Danmark, som producerer gardiner, rullegardiner og persienner.
Ifølge FDIM’s statistik for december 2007 placerer home.dk sig på en 25. plads på listen over mest besøgte sider med 309.676 brugere, 1.084.127 besøg og 10.763.032 sidevisninger. Og det er den position som home nu vil udnytte kommercielt.
– Der ligger et forretningsområde her, vi ikke længere kan tillade os at ignorere. Men vi vil ikke bare sælge bannere. Vi har i stedet valgt en langsigtet partnerstrategi, hvor vi indgår strategiske aftaler med troværdige brands, siger marketingchef Hans Trautner.
Han forventer, at der vil blive indgået tre-fire lignende aftaler i løbet af foråret med andre brands. Alle med udgangspunkt i boligen.
Det langsigtede mål er ifølge Hans Trautner at brugerne skal kunne opnå fordelagtige ydelser og tilbud fra de kommende partnerne.
– Vi lægger vægt på berigelse af sitet og øget værdi for vores brugere. Det betyder, at vi værner om de besøgende og respekterer deres formål med at besøge home.dk. Men i de tilfælde, hvor vores partneres kompetencer har relevans og kan tilføre værdi for brugernes oplevelse af home.dk, udnytter vi muligheden, siger Hans Trautner.
sm