Reklamebureauet Home Sweet Home har på mange måder stået som et nyt pust i dansk reklame. For to år siden købte bureauet plads ved en udstilling på Charlottenborg og sidste år udgav bureauet en plade for at markedsføre sig selv overfor nye kunder. Men det nye pust har ligesom mange andre haft et svært år. Hovedet på sømmet var, da Home Sweet Home i foråret mistede en meget stor kunde, TDC Internet, for hvem bureauet bl.a. stod for at løse opgaver omkring medarbejder bredbånd.
Siden har de to stiftere af Home Sweet Home, Heidi Volke og Mette Lehmann, måtte sige farvel til halvdelen af medarbejderne, så den fast stab nu består af fire personer.
Efter den meget turbulente periode er de to stiftere begyndt at overveje at indgå i en fusion med et større bureau. Ifølge Heidi Volke vil en eventuel fusion ikke indebære, at bureauet bliver indlemmet i et andet bureau, men udelukkende bliver en del af et større bureau-setup, hvor selve Home Sweet Home-navnet vil bestå.
– Hvem det konkret bliver, vil vi ikke ud med, men det er en mulighed vi overvejer. Vi er dog ikke tvunget til en fusion. Efter vi har fået skåret til er bureauet blevet en sund forretning, understreger, Heidi Volke, der afviser ethvert rygte om, at bureauet skulle være vej mod en konkurs.
Home Sweet Home har netop vundet et budget for Ligestillingsministeriet og deltager i tre andre bureaukonkurrencer.
– Det har været hårdt. Men nu har vi skåret ind til benet. Til gengæld giver det os en mulighed for at retænke hvad vi skal, siger Heidi Volke.
Home Sweet Home har også fundet en ny direktør efter den tidligere direktør, Claus Moseholm, i foråret trådte ud af ledelsen. Han fungerer dog stadigvæk som fast konsulent for bureauet.
Heidi Volke ønsker ikke at oplyse navnet på den nye direktør, udover at det er en kvinde.
– Men bare rolig, vi har ingen planer om at blive et kvindebureau, siger hun. jür