Der gik ikke lang tid, før fusionen mellem de to århusianske bureauer Envision og Marv gav konkrete resultater.

Efter en runde med forskellige bureauer har bilproducenten Hondas danske afdeling nemlig valgt envision til at stå for alt brandets danske kommunikation.

Også i sidste uge valgte en ny kunde bureauet, idet envision efter en pitch er valgt af Miljø- og Fødevareministeriet til at designe det nye statslige dyrevelfærdsmærke.

Men tilbage til Honda-gevinsten.

Det var nemlig et stærkt hold med kombinationen af stor indsigt i og kreativ erfaring med bilbranchen, som gjorde udfaldet for Honda. De to kreative chefer Rasmus Dunvad og Jonas Nørregaard (tidligere Marv) og kontaktchef Jesper Heinsvig (envision) kan tilsammen skrive referencer som Peugeot, Skoda, Toyota og Land Rover på CV’et – og altså nu også Honda.

– Jeg glæder mig rigtig meget til, at der kommer bilkyndige personer på opgaverne, og håber, vi sammen med envision for alvor kan sætte Honda på landkortet, siger Rikke K. Ebeling fra Honda Motor Europe – Denmark.

Honda er et meget attraktivt brand

Hos Envision ser man naturligvis også frem til samarbejdet.

– Vi glæder os til at løfte Honda i Danmark. Honda er et spændende brand med masser af potentiale i en dansk sammenhæng, siger Jesper Heinsvig, kontaktchef hos envision.

– Det er nogle fantastiske biler og en virksomhed, som er med helt fremme i motorsporten, drevet af teknologisk nysgerrighed og ønsker om at skabe det bedste af det bedste. Noget, der også vil være vores drivkraft i kommunikationsopgaven.

Om de kreative tanker, uddyber Rasmus Dunvad:

– Internationalt set har Honda igennem en årrække konsekvent eksekveret noget af det bedste markedsføring i bilbranchen. Det gælder i øvrigt både kreativt og strategisk.

– Overliggeren er altså sat højt og sammenholdt med mærkets udfordrende tilgang til den teknologiske udvikling, har netop Honda altid været et af de brands, vi har kigget efter med våde øjne.

– Selvom det danske marked skal tilgås langt mere taktisk, har vi tænkt os at gå ambitiøst til opgaven, og nu er det sådan set bare at komme i arbejdstøjet, slutter Rasmus Dunvad.