I den forgangne uge havde Crowne Plaza Hotel i Ørestaden opstillet motionscykler, hvor hotellets gæster ved at trampe i pedalerne kunne fremstille energi. Og det gav ikke bare hotellet masser af gratis el – det var også noget, der vakte medieopsigt, skriver takeoff.dk.
– Alene på Google News er der flere tusinde artikler om vores cykler, som søgemaskinen lige nu kan finde på nettet – og altså slet ikke dækkende for, hvor mange aviser, der har nævnt os: fra små uafhængige blogs til nationale og internationale radio- og tv-stationer. Fra England, Grækenland og USA til Brasilien og Rusland, siger kommunikationschef på hotellet, Frederikke Tømmergaard.
Hun fortæller desuden, at nyhedssitet har modtaget henvendelser fra medier over hele verden, der ville lave interviews og indslag.
– Det er fantastisk at skabe opmærksomhed i den størrelsesorden for vores hotel, og helt tydeligt, at det fylder vores medarbejdere med stolthed, at det hårde arbejde med bæredygtighed belønnes med international interesse, siger Frederikke Tømmergaard.
De stationære, el-producerende cykler har hver en iPod på cykelstyret, og her kan man følge med i, hvor meget strøm, man skaber ved at træde i pedalerne. Strømmen bliver lagret i et batteri på cyklerne og herfra ledt ind i hotellets hoved-elforsyning.
Til juni kan gæsterne også køre om kap med hotellets solceller, og for at de svedende gæster ikke skal føle sig helt ”misbrugt” i den grønnes sags tjeneste, får alle, der producerer over 10 watt timer, et gratis måltid i hotellets restaurant.