Der har været stille et stykke tid omkring Saatchi & Saatchi Danmark, siden Thomas Falck blev udnævnt til nordisk CEO, men nu slår den tidligere danske boss tilbage.

Han har ansat Jason Mendes til Executive Creative Director. Han skal bl.a. tænke kreativt på vegne af kunder som Procter & Gamble, Nestlé, Novartis, Coca-Cola, Toyota, Femina og Sony Mobile.

Mendes har en fortid i Saatchi, men har i godt fem år arbejdet uden for familien, hvor det bl.a. blev til  awards for bl.a. Ford Focus’ ”Contradiction” kampagne, men også Kodak, Motorola og Philips arbejder har vundet priser. Dem har han i øvrigt en del af med Cannes Lions løver og nedad via One Show, Clio, London International Awards, British Television Awards og D&AD.

Thomas Falck er ikke overraskende glad og taknemmelig for at lande en kapacitet som Mendes:

– Vi er begejstrede for at Jason har valgt at vende tilbage til Saatchi-familien. Og jeg er især glad for, at han gør i vores danske operation. Hans otte år i Saatchi & Saatchi Sydney har vist os, at Jasons kreative arbejde er respekteret i hele Saatchi-netværket. Så snart jeg mødte ham, vidste jeg, at vi havde fundet den rigtige mand til vore danske kunder.

Men hvorfor overhovedet tænke på at tage et job i Danmark?

– Jeg har altid været fascineret af Danmark og den danske kultur. Der er masser af kreativitet i Danmark. I producerer tv-programmer og film i verdensklasse. Og dansk design blæser jo én omkuld. Kreativitet er tilsyneladende en del af jeres DNA, og jeg glæder mig til at lære af det, siger Jason Mendes.

– Nu har jeg arbejdet både i Australasia og London inden for digital og kreativ reklame, og det kan jo være, at mine globale erfaringer også kan bruges i Danmark. Jeg slog til i samme øjeblik, jeg fik chancen for at arbejde for Saatchi & Saatchi København.

Hvad er specielt spændende for dig netop nu i branchen?

– Vi lever i en verden, hvor forbrugerne kan vælge os eller ignorere os. Det er jo en inspirerende udfordring, fordi vi skal ramme meget præcist, når vi tænder menneskelige følelser med kommunikationen. Det er ganske enkelt ikke nok at bruge bunker af penge på reklamer.

– Det har heldigvis den konsekvens, at den store idé er vigtigere end nogensinde. Og hvis det lykkes at eksekvere den rigtige idé på tværs af de mange nye platforme og kanaler, bliver vi i stand til at skabe en dialog med kunderne, som vi aldrig tidligere har haft mulighed for.

Men alligevel: Danmark?

– Jeg har forstået, at det er et hårdt marked her i Danmark, men jeg er begejstret for muligheden for at tage fat. Og så er jeg i øvrigt smigret over, at Thomas har hyret mig. Jeg står helt på mål for hans vision for Saatchi & Saatchi, slutter Jason Mendes.