Danskerne har fået en ny læskedrik. Organa hedder den, og den adskiller sig fra almindelige sodavand ved blandt andet at indeholde mindre sukker og nul farvestoffer.
Læskedrikken, som ophavs-firmaet House of Beer kalder ”saft med brus”, har fået både det danske øko-Ø og det europæiske økologimærke.
Men hvorfor går nu House of Beer ind i læskedrik?
– Det skyldes primært, at vi har set et behov i markedet, en stigende bevidsthed om og efterspørgsel efter økologi og mindre sukkerholdige drikke. Og så vil vi gerne brede paletten ud for at servicere vores kunder bedre, siger Bjarke Bundgaard fra House of Beer.
Målgruppen er yngre til midaldrende forbrugere, måske primært i byerne – i det man kunne kalde cafémiljøet. Og det er også her, på caféerne og frokostrestauranter, den nye læskedrik kan købes – og så i Irma.
– Det hænger sammen med, at vi gerne vil positionere Organa som noget, man kan få, der hvor forbrugerne i forvejen typisk efterspørger fødevare-kvalitet. Og ved at gå ind i cafémiljøet kan vi give forbrugerne mulighed for at nyde økologien i nogle af de situationer, hvor de konventionelle drikkevarer ellers har stået stærkt, siger Bjarke Bundgaard.
Mund-til-mund
Konkurrenterne er fortrinsvis de allerede eksisterende økologiske læskedrikke på markedet, ofte fra mikromosterier, som eksempelvis produkter fra Søbogaard, Svaneke og Ørbæk, og man gør sig hos House of Beer ikke forestillinger om at vælte hverken Cola, Fanta, Sprite eller andre traditionelle sodavand af pinden.
– Nej, det gør vi ikke, og det er heller ikke vores primære ambition at hente markedsandele dér. Nu handler det i første gang om kendskab. Vi starter stille og roligt, et skridt ad gangen – det er jo et lille produkt. Men vi har da klart større ambitioner på længere sigt, siger Bjarke Bundgaard.
Og som traditionen også er hos House of Beer, når de gælder de særlige øl-produkter under brandet Kongens Bryghus, skal historierne og produktets kvalitet sørge for markedsføringen.
– Vi går ikke ud med store kampagner på print og tv og lignende for Organa, men satser på, at mund-til-mund-metoderne kan få snakken – og produktet – til at spredes, lyder det fra Bjarke Bundgaard.
Ikke ligefrem ”sundt”
Men sund får man ham ikke til at sige, drikken er.
– Nej, det ville nok være at tage munden for fuld. Og sundhed er vel heller ikke nødvendigvis et spørgsmål om absolutte tilvalg eller fravalg, men mere om en balance. Men det er et faktum, at drikken indeholder mindre sukker end traditionelle vand, og den indeholder ikke kunstige farve- og tilsætningsstoffer, så på den måde vil den også være et naturligt valg for forældre, der gerne vil putte lidt mindre sukker i deres børn, siger Bjarke Bundgaard.
Ind til videre findes Organa – hvis navn i øvrigt trækker på det engelske ”organic” for økologisk eller biodynamisk – i tre varianter: hyldebær/hvid te, grape/citron og æble/pære.